Henning Pakkenberg

Professor Henning Pakkenberg (HP) døde pludselig i sit hjem den 21. august, 87 år gammel.Henning Pakkenberg blev kandidat i 1947 og kom efter få år til Kommunehospitalets neurologiske afdeling, hvor han under sin fortsatte ansættelse især kom til at interessere sig for sygdomme i basalganglierne. Han blev speciallæge i neurologi i 1959 og samme år overlæge ved afdelingen.Mens han var der, bragte han, som den første, levodopa til landet og gav det til patienter med Parkinsons sygdom med eklatant effekt. Dette satte skub i forskningen, og også her var HP pioner. Sammen med Brody var han den første, der talte cellerne i substantia nigra hos patienter med parkinsonisme og fandt udfald af dopaminholdige celler.

Ved siden af den kliniske karriere forskede HP hele livet, opbyggede neuropatologisk laboratorium på Kommunehospitalet og blev professor og ledende overlæge ved den nyoprettede neurologiske afdeling i Hvidovre i 1975. Hertil flyttede laboratoriet, og gennem årene knyttede HP mange dygtige forskere til sig. Mange artikler og disputatser er gennem årene udgået herfra. Også den kliniske forskning og udvikling var i højsædet, og for en ung neurolog var det et dejligt sted at være. HP var sine patienters ven og advokat. Han var altid til at få fat i og havde næsten altid et råd til den pågældende. Et stort arbejde lagde han i dannelsen af Dansk Parkinsonforening og var deres konsulent til sin død. Efter pensionering fortsatte HP som praktiserende speciallæge nogle år og, i resten af hans liv var telefonen altid åben om morgenen for en patient, der behøvede et råd. HP fortsatte sin forskning i det laboratorium, der afløste hans eget i 1990, nu ledet af hans datter professor Bente Pakkenberg. HP kom hver dag og talte celler, diskuterede, læste og skrev. Han publicerede sit seneste arbejde i 2006, og der var et manuskript på vej til afsendelse ved hans død.

For den, der gennem sit lægeliv har været tæt på HP, er det et stort tab. Han var inspirerende, ærlig, humoristisk og ukonventionel. Han var god til at få en til at vende et problem og til at forestille sig, at en utraditionel kombination af medicin kunne hjælpe på netop den bevægeforstyrrelse. Farvede uden at dominere ens faglige udvikling. Han syntes til det sidste, at fremstilling af et klinisk problem var udfordrende og mødte op, når afdelingen indbød til klinisk demonstration. Han var altid venlig og fik både den unge læge og patienten til at føle sig godt tilpas.

HP's interesser spændte vidt. Et mere fordomsfrit, åbent og interesseret menneske skulle man lede længe efter. Det er svært at forstå, at han ikke er der mere.