Medlem i

13 years 1 month
components

Professor, overlæge, dr.med. Helge Baden døde den 18. juli kort efter sin 90-års-fødselsdag. Han trak sig tilbage som overlæge ved Mave-tarm-kirurgisk Afdeling, Herlev Hospital, og som professor i kirurgi ved Københavns Universitet i 1991. Ved hans afsked blev der holdt et stort symposium med efterfølgende fest på Københavns Universitet.

Helge Baden blev læge i 1949. I 1951-1952 var han på det berømte Barnes Hospital i St. Louis, Missouri, hvor han begyndte sin forskning i shockmekanismer. Han fik en omfattende kirurgisk uddannelse på de største hospitalsafdelinger i København. I 1950 fik han Københavns Universitets guldmedalje for en afhandling om galdeblæresten. I 1958 blev han dr.med. på en disputats om hjerteklapsygdom (mitralstenoser). Han skrev flere lærebøger og et meget stort antal videnskabelige artikler. Han var fagkonsulent ved Den Store Danske Encyklopædi. Han var meget sprogkyndig og forfattede en engelsk-dansk og dansk-engelsk ordbog, som er blevet meget værdsat og anvendt.

Helge Baden var en excellent kirurg. Han havde udviklet en perfekt kirurgisk teknik og var eksperten par excellence inden for mave-tarm-kirurgi samt lever-, galdevejs- og pancreaskirurgi. Han var først overlæge på Bispebjerg Hospital, derefter på Gentofte Hospital og siden på Herlev Hospital. De kirurger, han uddannede, havde som motto: »Hvad ville Baden gøre?«, når de var i en vanskelig kirurgisk situation. Når han gik stuegang, ofte en hel dag, gennemgik han hele den store afdelings patienter. De andre læger frygtede da for, hvilke mangler han havde fundet.

Baden indførte under sin ansættelse på Gentofte Hospital regional kemoterapi via arteria hepatica til leveren som en ny behandling af levermetastaser. Han lærte portacavaanastomoser til behandling af blødende åreknuder i spiserøret. Disse store operationer ophørte, da han var med til at indføre kikkertbehandling (endoskopisk sklerosering) af åreknuderne. Baden var med til at indføre transhepatisk kateterisation af vena portae, galdeveje og galdevejsendoproteser, alt sammen nye procedurer i Danmark. Hans team lagde grunden til levertransplantation ved en lang række vellykkede transplantationer på grise. Kun den daværende mangel på hjernedødskriteriet forhindrede ham i at begynde med transplantation på mennesker. Baden var med til at begynde bypassoperationer i tarmen som behandling af svær fedme. På Herlev Hospital indførte han irrigationsbehandling og senere kolostomiprop hos kolostomipatienter, så de undgik at bære permanent kolostomipose.

Baden indførte lever- og pancreaskirurgien i Danmark. Specielt omfattende kirurgiske indgreb for cancer i lever-, galdeveje og pancreas. Hans afdeling på Herlev Hospital blev lands-landsdelsafdeling i kirurgisk gastroenterologi og modtog patienter fra hele landet til operation af vanskelige tilfælde. Han var med til at indføre nyre- og pancreastransplantation hos patienter med diabetes og nyreinsufficiens i Danmark i 1987. Specialfunktionerne på hans afdeling blev kaldt Herlev Hospitals »kronjuveler«.

Helge Baden blev hædret for sine indsatser bl.a. med æresmedlemskab af Dansk Kirurgisk Selskab og Dansk Selskab for Hepatologi. Han modtog endvidere flere hæderspriser. Han fik tildelt »skrinet«, et stort sølvskrin, som går i arv og besiddes af den bedste danske kirurg. Det er dansk kirurgis adelsmærke.

Baden var i mange år i Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse. Han var en lang årrække medlem af Retslægerådet, Sundhedsstyrelsens transplantationsudvalg og formand for Thorotrastudvalget under Sundhedsstyrelsen. Helge Baden var min læremester, mentor og ven gennem 40 år.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes