Ole blev født i Klippinge på Sjælland, hvor faderen var praktiserende læge. Han blev selv læge i 1961. Efter en fyldig postgraduat ortopædkirurgisk uddannelse i Sorø, Gentofte, Odense og Viborg, blev han i 1975 overlæge ved det nybyggede Haderslev Sygehus. Han blev en fremtrædende kraft i opbyggelsen af den nyetablerede ortopædkirurgiske afdeling. Han var altid med på de sidste nye tiltag inden for sine fagområder. Bl.a. indførte han allerede i 1979 artroskopierne og i 1981 knæalloplastikoperationer i Sønderjyllands Amt.
Oles omsorg for patienterne bar præg af hans utrættelige bestræbelser for bedst mulig undersøgelse og behandling. Hæderlighed faldt ham naturligt. Han lyttede altid interesseret, også når det drejede sig om patienternes sociale problemer. Samme interesse udviste han også over for kolleger og øvrige personale. Hans interne kommunikationsmiddel var ofte anekdoter og citater skrevet på små lapper genbrugspapir.
Ole var et meget omgængeligt menneske, der holdt af at opmuntre i dagligdagen. Det kunne udmønte sig i, at han til morgenkonference uddelte en sang, som vi indledte dagen med. Han elskede at synge og var også altid en ivrig deltager ved festlige lejligheder. Lokalpolitik optog ham også, hvor han stillede op for Det Radikale Venstre.
Ole blev pensioneret i 2001 kort tid efter han var fyldt 67 år. Han havde glædet sig til nogle trivselsfyldte år sammen med Hanne, men ganske få måneder efter pensioneringen meldte sygdommen sig, som desværre viste sig at være aggressiv med dårlig prognose. De sidste måneder var lidelsesfulde, og selv om Ole var afklaret om udfaldet af sygdommen, forsøgte han at holde modet oppe. Endelig den 1. februar 2003 blev Ole udfriet af sin pinefulde tilværelse.
Vi tænker med taknemlighed tilbage på de mange år, vi havde den glæde at arbejde med Ole som kollega og god ven. Ole er ikke mere - ubegribeligt.
Vore tanker går i dyb medfølelse til Hanne, deres børn samt børnebørn.
Æret være Oles minde.