Så gik den ikke længere, Hans-Jørgen. Fjerde gang vandt kræften.
19 år gammel var du i Australien for at emigrere og få en landbrugsuddannelse. Du fik konstateret Hodgkins lymfom. Du fik at vide, at der var ca. seks måneder tilbage at leve i, og de syntes, at du skulle rejse hjem for at blive behandlet. Du fik kemo og stråler og blev en af de første »overlevere«. Din interesse for lægefaget var vakt, og du læste medicin. Fik recidiv et par år efter, fik en ny kur og blev efter et par år erklæret rask.
Du blev vagtchef for FADL i Odense, og der havde vi vores første kontakt. Da vi lærte hinanden »rigtigt« at kende, spurgte jeg dig, om du kunne huske mig fra vagttiden. »Jo«, sagde du med et smil, »når vi manglede en til at tage en dobbeltvagt, ringede jeg til dig, hvis du arbejdede – for du sagde aldrig nej!« Vi valgte begge oftalmologien og blev speciallæger i faget.
I 1987 tog du til Namsos, Norge, som overlæge på øjenafdelingen. Kom et par år efter til øjenafdelingen i Holstebro. Senere, i Næstved, lærte vi hinanden rigtigt godt at kende. Midt i 1990’erne tog du igen til Namsos. Jeg ringede engang til dig i Norge. »Hvis du nogensinde har tænkt på at arbejde i Norge, er der en praksis ledig i Levanger sammen med to andre øjenlæger«. Det blev til ni pragtfulde år sammen med Einar Berre og Jørn Kolkmeier. I 2002 overtog du halvdelen af min praksis, og vi kom til at operere en masse for grå stær. I 2005 tilbød vi Sønderjyllands Amt at overtage et ledigt ydernummer i oftalmologi i Tønder, men dine hjerteklapper var ødelagt af strålingen mange år tidligere, så du blev opereret og fik nye og trak dig så fra Tønder. Fra 2007 blev det for mig fuld tid i Tønder, og du fortsatte i Norge indtil sommeren 2019, hvor du endelig trak dig tilbage for at være hjemme sammen med Eva. Du havde på dette tidspunkt haft lymfom i mavesækken, og til sidst et sarkom. Det var det, og ikke nogen coranavirus, du måtte kapitulere overfor. Da vi talte sammen, en uge før du pludselig faldt om, lød du helt, som du plejer – vi andre skulle ikke plages med, hvor dårligt du havde det.
Vi håbede på et langt otium for dig, men det blev kun 8-9 måneder. Det er et stort tab for mig at miste en ven, men selvfølgelig er tabet størst for Eva.
Fra din første »dødsdom« fik du mere end 50 år. Det er vi mange øjenlæger og patienter, der er taknemmelige over.
Farvel gamle ven, far vel.