16.9.1931-24.7.2016
Hans Henrik Holm blev født og voksede op i storbyen, men med jyske aner. Han blev født med en appetit på livet, men samtidig med en respekt og ydmyghed over for livets storhed. Hans indsats her i tilværelsen løftede ham højt, men han beholdt begge ben på jorden.
Hans Henrik blev læge og havde turnus (KBU) på Kommunehospitalet i København, hvor man på den kirurgiske afdeling havde en speciel interesse for urologi, hvilket hurtigt stimulerede det opfindergen, som han havde fra både sin far og farfar. På et tidspunkt, hvor man kun kunne gradere urinstrålen som kraftig, normal eller slap, så han behovet for objektive målinger af vandladningen og udtænkte og konstruerede det første uroflowmeter. I de faglige diskussioner, der fulgte, formuleredes behovet for at kunne måle trykket i blæren under vandladning, hvorefter Hans Henrik udtænkte og fremstillede en lille kapsel med et kviksølvmanometer, der gennem urinrøret kunne føres ind i blæren. Herefter kunne man via røntgenoptagelser aflæse trykket i blæren under vandladningen. Metoden dannede grundlag for hans disputats, og han var således en af pionererne i den trykflowmåling, der nu udføres tusindvis af gange hver dag i hele verden.
Hans Henrik specialiserede sig i urologi og tilførte det speciale mange andre opfindelser og udviklinger end ovennævnte, men det er karakteristisk, at hver gang han i sit uddannelsesforløb blev eksponeret for et nyt speciale, stødte han på metoder eller apparater, der kunne gøres simplere, smartere, mindre eller bedre, hvorefter han gjorde det, f.eks. i obstetrikken, gastroenterologien, kardiologien og anæstesiologien, således som han selv har beskrevet det i sin fantastisk velformulerede, underholdende og i nogen grad selvironiske faglige selvbiografi »En opfindsom læges dagbog«.
Det var ikke i dybdegående studier af den videnskabelige litteratur, at Hans Henrik hentede inspiration til sine mange opfindelser og udviklinger, men i en jordnær tilværelse med øjne og ører åbne og med en særlig evne til at se muligheder.
Det, som blev Hans Henriks varemærke, var ultralyddiagnostik, et emne han blev opmærksom på, da han var inviteret til USA for at etablere den ovenfor omtalte trykflowmåling på et hospital i New York. Han lå på sin seng en søndag eftermiddag og bladrede i et Time Magazine, der lå på hotelværelset, og her faldt han over en artikel om de første, spæde forsøg på at anvende ultralyd i medicinsk diagnostik. Hans Henrik så mulighederne, han kunne ikke definere dem, det måtte bare prøves.
Da Hans Henrik kom hjem fra USA, blev han ansat på Kirurgisk Afdeling H på Amtssygehuset i Gentofte, og mens han videreuddannede sig i kirurgi og urologi, etablerede han her »ultralydlaboratoriet«, der i løbet af årene 1964-1976 (hvorefter funktionen flyttede til det nybyggede Herlev Hospital) udviklede sig til et ultralyddiagnostikkens Mekka. Her blev dansk ultralyddiagnostik etableret og løftet op på et internationalt niveau, og her blev international ultralyddiagnostik løftet til et højere niveau. Det var i disse år, Hans Henrik gradvist samlede en række lidt yngre kolleger omkring sig, kendt som »Gentoftegruppen«. Man mødtes hver tirsdag aften, og i en smittende atmosfære af engagement og entusiasme diskuterede man ny teknik, nye metoder og nye anvendelsesområder. Hans Henrik var smittekilden, hvis DNA var format og humor. Han var det naturlige omdrejningspunkt i gruppen, men han havde en særlig evne/format til at lade alle få del i succesen og lade alle få deres egen. Og han havde overskuddet til at krydre arbejdet med humor, så alle syntes, at det var sjovt at være med. Han havde altid et glimt i øjet og elskede at udtænke og udføre practical jokes. Han havde altid projekter i gang, og det er karakteristisk, at hans sidste var »projekt humor«, hvor han forsøgte at kvantificere humor med henblik på at kunne måle den enkeltes humoristiske sans.
Organisatorisk var Hans Henrik fordomsfri. På et tidspunkt, hvor medicinsk forskning oftest var enkeltmandsarbejde, etablerede han samarbejde, ikke blot med lægekollegaer, men også med eksperter uden for den medicinske verden, mest markant med Svejsecentralen (nu en del af FORCE Technology), som havde en særlig viden om anvendelse af ultralyd til materialetestning. Den apparaturudvikling, der fulgte af dette samarbejde, førte til et mangeårigt succesfuldt samarbejde med Brüel & Kjær (nu BK Ultrasound) om kommercialisering og videreudvikling, et dengang grænseoverskridende offentligt-privat-samarbejde.
Hans Henrik satte Danmark på det medicinske verdenskort, og hans indsats blev anerkendt, i Danmark med et adjungeret professorat ved Københavns Universitet og over hele verden med stribevis af gæsteforelæsninger og gæsteprofessorater, ærespriser og æresmedlemsskaber af videnskabelige selskaber, og længe efter at den aktive karriere var ophørt, i en alder af næsten 80 år, blev han udnævnt til æresdoktor ved det glorværdige Bologna Universitet.
De sidste år var præget af sygdom, humøret var ukueligt, men bevægelserne hæmmede, men når der blev skruet op for Louis Armstrongs »What a Wonderful World«, blev der løst op for bevægelserne. Det blev Hans Henriks signaturmelodi i de sidste år, og som en smuk gestus var det det sidste, der blev spillet på orglet ved hans bisættelse. I virkeligheden var det overskriften på Hans Henriks syn på, tilgang til og oplevelse af denne verden – og dens svar er »What a Wonderful Man«.
Jørgen Kvist Kristensen
Jan Fog Pedersen
Søren Hancke
Flemming Jensen