Hans Geert Jespersen var født og opvokset i Vind ved Holstebro, hvor hans far var førstelærer. Det var en opvækst, som prægede ham stærkt og som han omtalte med glæde. Han blev student fra Sorø Akademi. Kandidat i 1953. Speciallæge i intern medicin i 1962 og i langtidsmedicin 1974. Overlæge ved medicinsk afdeling i Viborg i 1966.
I sin ansættelse ved medicinsk afdeling forestod han to organisatoriske initiativer. Først oprettelsen af koronarafsnittet, som han ledede frem til ansættelse af kardiologer, hvilket muliggjorde at han helt kunne samle sig om det langtidsmedicinske afsnit. Dette havde han fået etableret så tidligt som 1972. Det var en integreret del af den medicinske afdeling. En model som på daværende tidspunkt kun havde få fortilfælde. Han forstod ved sit rolige og indsigtsfulde væsen at opelske det tværfaglige samarbejde, som er så væsentligt for langtidsmedicinen.
Hans Geert Jespersen var glad for og engageret i sit arbejde. Da han som 70-årig gik på pension var han hverken træt eller opbrugt og beklagede vist, at aldersgrænsen tog så ringe hensyn til at biologien lader somme intellektuelt upåvirkede af årenes gang. I sit otium var han da også fortsat fagligt aktiv bl.a. som bidragyder til lægekredsforeningensbladet Skarven og i kvalitetskontrolarbejdet.
Fagpolitisk var Hans Geert Jespersen bl.a. engageret i Lægeforeningens etiske nævn og i kredsforeningsarbejdet i Viborg Amt, hvor han var formand i en årrække. I hans formandstid afvikledes arbejdet med en udpræget respekt for at alle synspunkter skulle frem - så måtte det tage den tid der var fornøden. Resultatet blev som regel konsensus - og anerkendelse til formanden.
Hans Geert Jespersen var meget musikalsk og havde en stor litterær indsigt. Konferencerne på afdelingen blev ofte krydret med citater fra bl.a. Urfaust og det Gamle Testamente, og i hjemmet i Ll. Sct. Peder Stræde var både højskolesangbog og flygel ofte i brug og indimellem også orglet, som fyldte det meste af en væg i et af husets rum.
Hans Geert Jespersen var syg nogle måneder før sin død. Han bar sygdommen med afklaret ro. Fuldt bevidst om den tilstundende afslutning tilrettelagde han på sin stilfærdige, effektive måde de praktiske forhold vedrørende sin død og begravelse. Hans sindsligevægt og stille humor svigtede ikke.
Vi sender vore tanker til Lena og sønnerne Anders og Henrik samt deres ægtefæller.
Æret være hans minde