Medlem i

13 years 1 month
components

25.5.1936-18.11.2008

Hanne døde i november, 72 år gammel.Hun voksede op i Hareskovby nord for København. Hun var kunstnerisk begavet, skrev digte, tegnede og malede og spillede fremragende klaver. Fra helt ung var hun en passioneret Bach-fortolker. Hun var sprogligt begavet, og hendes interesser lå afgjort inden for det humanistiske område.Trods det valgte hun efter sin nysproglige studentereksamen at studere medicin. Længe var hun i tvivl om sit valg, ja, faktisk gennem hele studiet. På trods af et halvhjertet engagement men takket være sin høje begavelse blev hun i 1965 læge.

Hun giftede sig, flyttede til London, hvor hun gennemførte en flerårig kunstuddannelse og siden en terapeutisk uddannelse. Hun arbejdede dels som kunstner, dels som lægevikar. Hun flyttede nogle år efter sin skilsmisse igen til Danmark. Hun fik aldrig børn.

Hanne havde til sin pensionering talrige ansættelser inden for åndsvageforsorgen, fængselsvæsenet og på skiftende psykiatriske afdelinger.

Speciallæge blev hun aldrig, men en speciel læge var hun med utrolige menneskelige kvaliteter.

Folk i alle aldre holdt af Hannes blide, lattermilde sind. Hun forstod at give plads for sin samtalepartner og at holde sig selv ude af fokus.

Hun husede en genuin fromhed, der aldrig var påtrængende men i stedet det trygge udgangspunkt for at møde alle mennesker med lige stor interesse og omsorg.

Hun havde mange og alternative interessesfærer men forstod at anvende sin viden og indsigt respektfuldt i forhold til andres ståsted. Hun kunne også være direkte, insisterende og vedholdende, hvis en sag krævede det.

Hanne var et søgende menneske. Hun fandt sit ståsted i den russisk-ortodokse kirke og brugte sin meditative søgen og sine kunstneriske evner som ikonmaler. Hun nåede i sin fremstilling af ikoner et højt niveau og fungerede også som underviser for unge kunstnere.

Det har været en stor glæde at kende Hanne som kollega, som ven, som samtalepartner.

I diagnostiske nødder havde Hanne en sjælden evne til at bringe hele sin righoldige farvepalet i anvendelse.

Altid ydmygt, beskedent og med et uegennyttigt sigte, men diagnostisk, psykofarmakologisk og psykoterapeutisk skarp.

Hun var en fantastisk dame, hende Hanne.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes