18.10.1937-9.5.2005Haakon var en god læge og kammerat, der kunne indleve sig i, forstå og hjælpe medmennesket på det plan, der var behov for. Det gjorde han igennem et langt og flittigt liv som psykiater på sygehuse og i de seneste årtier i praksis og som samfundsmediciner med socialmedicinsk arbejde som konsulent i kommuner.Han var banebrydende og original. Hans samtalepraksis gav forståelse for og praktisk tilgang til mennesker, som var i klemme i dagligdagen og i systemerne, fordi deres lidelse, smerte og træthed ikke passede ind i det traditionelle, accepterede diagnosesystem. Retspolitisk var hans argumenter om retfærdighed kritiske men velargumenterede, ofte i modsætning til de konventionelle bureaukratiske fortolkninger, der præger praksis på ikke mindst det sociale område. Han gjorde sine erfaringer forståelige og anvendelige, og før mange andre beskrev og begrundede han i artikler og i debatbøger centrale begreber i socialmedicinen. Han var en pioner, men som mange pionerer fik han ikke de fortjente laurbær på rette tidspunkt. Haakon har på smukkeste socialmedicinske måde både taget sig af det enkelte menneskes problemer og samtidig kunnet beskrive livsvilkårene, deres betydning og behovene for ændringer. Som samfunds- og systemrevser blev han sommetider mødt med manglende forståelse, modstand og diskussion i fagpressen. Men han bevarede modigt sin kritiske holdning til fagfæller og til udviklingen i den sociale lovgivning og praksis. Han havde succes som ofte anvendt foredragsholder. Hans gode artikler vil fortsat være til gavn med deres velunderbyggede faglige dokumentation, store indlevelsesevne og de visionære tanker om, hvad der burde være god praksis.Haakons tænksomme, kreative og kærlige sind prægede hans udvikling og virke. At tegne, male og skrive var en integreret del af hans mangfoldige personlighed, hvor han kunne fortolke det svært beskrivelige, en virkelig kunstner.
Som ven og kammerat behøves ikke mange ord, andet end at han altid var god. Han var en altid omsorgsfuld, kyndig, spændende, trofast og kærlig kammerat igennem de mange år.
Så han er savnet både på det faglige område og ubeskriveligt på det kammeratlige område, og vi tænker på hans kone Lise og børnene.
Æret være hans minde.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type