Medlem i

13 years 1 month
components

30.12.1945-1.10.2006

Flemming, som var ledende overlæge på H:S Bispebjerg Hospital, Børne- og ungdomspsykiatrisk Afdeling, døde pludseligt under en løbetur. Flemming har gennem sit virke som børnepsykiater været inspirator for mange af os, hans yngre kollegaer. Vi var meget glade for at have et uddannelsesår i Flemmings ambulatorium. Han havde sans for at opbygge en god stemning og var både lægefagligt og tværfagligt en synlig dygtig og afholdt leder. Andre lærte Flemming at kende gennem den psykodynamiske psykoterapiuddannelse for børn og unge, som han har været med til at grundlægge. Han var også i mange år hovedkursusleder på U-kursus i børne- og ungdomspsykiatri. Også der var han kendt for sin store gæstfrihed, hvor han inviterede store hold hjem til middag med en udsøgt sans for god mad og god vin.Ud over sine gode evner som organisator og kliniker var Flemming uovertruffen som supervisor af legeterapier. Flemming var psykoanalytiker og havde et solidt teoretisk fundament. Vi, der har haft det privilegium at blive superviseret af ham, vil huske den alvor, ja nærmest den andagt, der var i det øjeblik, man trådte ind til supervision på hans kontor. Han lyttede først intenst, mens han noterede i sin mappe. Han skulle have alle detaljer med, og derefter kom refleksioner og tolkninger. Den verden, barnet skabte i relation til terapeuten, fyldte hele Flemmings kontor sammen med den høje sensitivitet og seriøsitet, der var på spil hos ham. Gennem det rum, Flemming skabte, kom vi i den grad tættere på barnets psykiske virkelighed. Det var helt afgørende for Flemming, at barnet blev hørt og forstået af terapeuten - og hans bemærkninger til supervisanden i disse situationer kunne være præget af skarphed, men nænsomhed og omsorg kendetegnede ham også.Som mange andre kollegaer har vi meget at takke Flemming for; først og fremmest det, som i dag er et af vores fundamenter som børne- og ungdomspsykiatere, nemlig at kunne lytte til barnet og den unge. Vi vil savne Flemmings stemme og iver for psykoterapi i børne- og ungdomspsykiatrien. Vores tanker går til hans kone Susanne, hans fire børn og to børnebørn.


Bodil Aggernæs, Anne Torgny Andersen, Mie Bonde, Bernadette Buhl-Nielsen, Birgitte Clasen-Linde, Françoise Gautré-Delay, Anne Heurlin, Birgitte Borbjerg Moltke, Dorte Vestager, Merete Weischer & Elisabeth Zambach

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes