9.3.1938-30.11.2012
Vi har mistet en virkelig god ven. Flemming døde den 30. november af en langvarig, pinefuld sygdom, trods store anstrengelser i behandlingen.
Flemming havde en fantastisk karriere inden for kirurgien med en stor videnskabelig produktion, primært med hovedvægten på forskning omkring gastrointestinale hormoner, hvilket førte til en disputats i 1975. Han blev overlæge på Kirurgisk Afdeling på Herlev Hospital i 1978 og i 1983 chef for Kirurgisk Afdeling C på Rigshospitalet og professor i kirurgi ved Københavns Universitet, en stilling han bestred indtil pensioneringen i 2008.
Flemming havde et stort talent for organisation og administration, hvilket bl.a. gav anledning til tillidsposter som generalsekretær i Dansk Kirurgisk Selskab, formand for Dansk Gastroenterologisk Selskab, formand for Rigshospitalets Lægeråd og formand for Retslægerådet. Endvidere var han redaktør for tre udgaver af kirurgisk kompendium. Han var medlem af editorial board i British Journal of Surgery og honorary member af Royal College of Surgeons of Edinburgh.
Men vi kendte også Flemming fra en helt anden side. I begyndelsen som en perfektionistisk tennisspiller, senere som golfspiller i Rungsted Golf, hvor han blev meget populær, bl.a. for sin store hjælpsomhed med lægelig rådgivning til andre medlemmer. Vi nød hans og hans hustru Hannes selskab ved talrige golfrejser til Sydspanien, Cornwall og Etretat i Normandiet.
Flemming og Hanne var selskabsmennesker, og deres deltagelse sikrede altid en god stemning ved bordet. Ved lidt mere »primitive« sammenkomster var han i sit es, når han sammen med Hanne skrålede en slagsang fra børne-KFUM i Odense.
I de sidste år indgik bridge i sammenkomsterne. Det var ikke helt nemt for ham, selvom den entusiasme, han lagde for dagen, ellers lovede godt for fremtiden.
Vi vil savne ham.