Flemming Stadil var ved sin død forhenværende formand for Retslægerådet, men han var i høj grad også nærværende. Stadil begyndte i 1982 som sagkyndig for rådet, i 1992 blev han medlem af rådet og i 2000 næstformand. De faglige kvalifikationer var indiskutable. Stadil havde også en meget fin fornemmelse for Retslægerådets opgaver, og det var derfor helt naturligt, at rådets medlemmer i 2003 valgte ham som formand. Et blot hastigt blik i rådets årsberetninger 2003-2009, hvor Stadil gik af i forbindelse med sin pensionering, vil give et indtryk af hans synspunkter og initiativer, bl.a. i form af møder med advokater, institutioner som Lægeforeningen og Advokatrådet og domstolene. Han deltog selv i langt det meste og på sin rolige, undertiden lidt underspillede ironiske facon fik han overbevisende forklaret om rådet og dets arbejde.
Stadil var eminent til at se kernen i et givet lægeligt og faktisk også juridisk problem og til at formulere koncise udtalelser, der var såvel fagligt dækkende som - hvis det var muligt - præcist besvarede det fremsendte spørgetema. Som Stadil var, humoristisk, selvironisk, rolig og absolut udramatisk, kunne man få indtryk af, at det hele var legende let. Men det var det ikke, han var sig ansvaret bevidst, og glimtvis kunne han give udtryk for, at ansvaret kunne være tungt.
Flemming Stadil gik af som formand i 2009, samme år som Retslægerådet havde 100-årsjubilæum eller »fødselsdag«, som han sagde, han var ikke til de store ord. I den anledning tog han initiativ til bogen »Retslægerådet 1909-2009«, som beskriver rådets historie, de skiftende opgaver og sagstyper gennem 100 år. Bogen vil også i mange år frem i tiden være standardværket om Retslægerådet og dets historie.
Flemming Stadil gik ganske vist af i 2009, men Retslægerådet kunne ikke undvære hans store viden og erfaring. Han fortsatte derfor som konsulent. Vi så ham sidste gang for få måneder siden, hvor han nok var mærket af sygdom, men i øvrigt sig selv, som vi har kendt ham gennem alle årene. Nu er hans skrivebord ryddet, men hans indsats i og for Retslægerådet vil leve længe. Ære være Flemming Stadils minde.