24.5.1927-12.10.2005
Flemming Frølund er ikke mere. 78 år gav livet ham. Og han udnyttede dem til fulde! Og mest på lægegerningen.I Roskilde vidste vi godt, at han spændte vidt og var kendt og respekteret i faglige lægekredse med betydning for almen praksis' udvikling og fremtid. Hans navn så vi ofte i tidsskrifter. Vi respekterede og beundrede hans farmakologiske viden og indsats - især inden for smertebehandling. Tænk, at en alment praktiserende læge dengang var i stand til at ændre standens generelle holdning. Og at en alment praktiserende læge vandt respekt blandt »specialisterne«. På den tid blev man praktiserende læge, »hvis man ikke kunne blive andet«. Flemming var med til at gøre almen praksis til et ligeværdigt speciale.Men i lokalområdet i Roskilde prægede han os med sine velformulerede argumenter og sit store engagement. Flemming virkede aldrig til at have travlt, han gav sig altid god tid til at lytte og til at hjælpe. Til tider kunne han nærmest virke omstændelig, og man måtte spekulere på, hvordan han dog nåede det hele. Men hans kompagnipraksis dækkede ham ind. Han havde en enestående evne til at inddrage unge læger i det faglige arbejde - til at finde talenterne og stimulere dem. I hverdagen - på lægevagterne, som vi dengang alle måtte deltage i - var han omsorgsfuld for de unge læger, lærte os »bedside manners«, og blev en mentor for adskillige, før det begreb var opfundet. Og han deltog i lokale tilfredshedsundersøgelser, som nok ikke var den store videnskab - men højnede standens anseelse.
Lægeforeningen anerkendte hans indsats ved at tildele ham Brygger I.C. Jacobsens Mindelegat. I fundatsen er der to krav til prismodtageren. Man skal gøre sig fortjent gennem sin praktiske lægegerning - og det gjorde han til fulde. Samt ved sin etos og personlighed at stå som et mønster for sine kolleger - og ingen gjorde det stærkere end Flemming.
Til det sidste fulgte han med i sit fag og deltog i møder. Altid veloplagt og med velovervejede synspunkter.
Et par måneder før sin død orienterede han os om sin alvorlige sygdom. Og han tilføjede: »Selvfølgelig vil jeg gerne have nogle flere år - men jeg har intet til gode. Jeg har haft et rigt og godt liv«. Dette er os en trøst og til efterlevelse.
Per Hors