5.4.1938-10.6.2012
Finn fulgte ikke den lige vej til lægegerningen. Han blev først handelsuddannet i Ø.K. Efter studentereksamen på aftenkursus fortsatte han på medicinstudiet ved Købehavns Universitet, hvorfra han blev medicinsk kandidat i 1970.
Finn købte Humlegaarden på Strandvejen i Humlebæk for 30 år siden. Han kørte lægevagt for at finansiere købet og driften af Humlegaarden, hvor han skabte et behandlingssted for kræftpatienter. Hans esoteriske livssyn blev dannet tidligt i hans ungdom. Et livssyn han udviklede resten af sit liv og behandlede sine patienter ud fra.
Finn respekterede det offentlige kræftbehandlingssystem mere, end det modsatte var tilfældet. Han tilbød behandling til patienter, der ikke ville overgive sig til rationelle forklaringer om deres sygdoms uhelbredelighed. Finns grænser for behandling af alvorligt syge, nogle gange terminale, kræftpatienter var markant forskellig fra de fleste andre lægers. Det bragte ham i uundgåelige og tilbagevendende kontroverser, der også lejlighedsvis fandt vej til formiddagsavisernes spalter. Den ufortalte del af samme historie er, at Finn også hjalp patienter, som var blevet afvist eller behandlet på et forkert grundlag, tilbage til behandling i det etablerede behandlingssystem eller til behandling i udlandet. Han modnede flere af sine patienter til at acceptere en kræftbehandling, de ellers af forskellige grunde havde afvist. Andre patienter fik et bedre, og formentlig længere liv med kræft gennem opholdet på Humlegaarden.
Finn døde selv af kræft med sine nærmeste om sig, men han var aktiv i sit virke til det sidste. Han bidrog til at mindst tre udenlandske læger i dag er danske speciallæger i onkologi, gastroenterologi og oto-rhinolaryngologi. Finn vil blive mindet af mange ud over sine nærmeste. Både læger og patienter vil mindes ham som et kærligt, flittigt og intelligent menneske og ikke mindst som en usædvanlig læge.