Finn Bojsen var født i Karlstad. Student 17 år gammel fra Herlufsholm, læste første års medicin ved universitetet i Bristol. Dukkede så op på Hagemanns Kollegium, ikke svær at få øje på. Set fra ryggen var der en intensitet over hans tætte magre skikkelse, en selvstændig mand med meninger, det mørke, stride hår med en tjavs ned i panden forstærkede indtrykket. Ansigtet var så åbent, fuldt af velvilje med et blik af drilsk humor i øjnene bag de stærke briller; en idealists egensind og en humanists forståelse havde han.
Vi læste anatomi sammen, skiftevis hos ham i Kristianiagade, hvor Venstres store formidler af systemskiftet Frode Bojsen iagttog os fra det høje egetræsskab, og i mit hjem i Ordrup. Efter en fin 1. del afbrød Finn studiet og begyndte at læse engelsk under professor C.A. Bodelsen. Så forsvandt han pludselig, var arresteret af tyskerne. Efter 14 dages langvarige forhør, sparsom føde og sidste dag kun vand med salt blev han frigivet, da stedfaderen, overlæge Chr. Hempel, havde præsenteret politigeneral, SS-Obergrupenführer Pancke for det sølvfad med takkeinskription, han havde modtaget for at have opsamlet døde og levende fra et minesprængt tysk marinefartøj ud for Møn.
Medicinsk eksamen i 1947, hospitalsuddannelse i København og provinsen, overlæge ved Frederikshavns Kommunehospitals kirurgiske afdeling i 1962-1981, dr.med. i 1961 (om cancer prostatae specielt med henblik på virkningen af endokrin behandling).
Dengang havde sygehusenes årsberetninger nekrologer over alle patienter døde i hospitalet. Det var bemærkelsesværdigt, hvor store indgreb Bojsen udførte med meget ringe dødelighed. Han var en fin kirurg med et godt skøn, afholdt af sine patienter, og bevarede oftest et varigt venskab til de læger, der havde været i afdelingen. Han var i en årrække medlem af
Udvalget for Fortsættelseskurser for Speciallæger i Kirurgi.
Gift i 1945 med Marianne Bojsen (ægteskabet opløst i 1986); en datter lever i Skotland.
Hans minde vil leve længe.