»Vi fødes som kopier - og dør som originaler«. En af de mange talemåder som Esther Møller anvendte når hun skulle beskrive alderdommen. Og originalt, det var hendes eget, lange livsløb. Det endte med en fredfyldt død efter nogle måneders svækkelse.
Esthers originalitet bestod i kombinationen læge og folkeoplyser. Hun blev folkeeje, fordi hun fandt formlen for, hvordan man på almindelig dansk kan sige noget væsentligt om aldring og forebyggelse. Og med et godt eksempel - hun holdt stadig foredrag, da hun var 90 år.
Hendes lægekarriere var i trit med eget livsløb. Efter embedseksamen i 1935 og en alsidig hospitalsuddannelse blev hun kommunelæge i Købehavn i 1942. Et socialt engagement forenedes med almen lægegerning, i et København med mange fattige børnefamilier med ernæringsproblemer, epidemier osv.
Efter at hun i moden alder blev lektor i almen medicin ved Københavns Universitet (1974), kom gerontologi og ældreomsorg i fokus. Kendt blev konklusionen på hendes undersøgelse af gamle københavnere (»Gamle er unge der er blevet ældre«). Hun blev medlem af Lægeforeningens gerontologiudvalg fra starten i 1976, og da hun blev personligt udpeget til Ældrekommissionen (1980-1982), var hun allerede blevet landskendt gennem mange foredrag og interview mv., f.eks. når hun med sit særlige engagement talte varmt om samspillet mellem børn og bedsteforældre.
Et morsomt intermezzo fra en tidlig sommermorgen i 1989 på Københavns Hovedbanegård, på vej til Jylland for at tage imod en legatsum til etablering af Gerontologisk Institut: Den stærke smed, Hans Rasmussen, tilbød at holde hendes taske. »Er det galanteri eller ældreomsorg?«, spurgte hun. Det var galanteri - og hun tog imod tilbuddet. Og i de efterfølgende fire timer var man så vidne til nogle spændende kapitler fra Danmarkshistorien. To markante personligheder med over 80 års erindringer og erfaringer fra Odense, fra København - og fra Danmark gennem hele det 20. århundrede. Erindringer om den lille pige, den ældste af ni børn fra en husmandsfamilie, skolepigen der trak kreaturer ind til Odense kvægtorv (hvor nu TV2 har til huse). Takket være en klasselotterigevinst, som hendes lærer havde vundet, nåede husmandsdatteren videre til gymnasiet og til lægeuddannelsen.
Kombinationen af lægelig viden og indsigt, social forståelse og personlig styrke gav hende mulighed for selv at indgive styrke og livsmod til syge og svækkede. Men ældrebefolkningen skulle ikke fremstilles som et elendighedsbillede, fordi grupper af svage ældre havde behov for (bedre) professionel bistand. Der skulle i det hele taget ikke være for meget »klynkeri« i alderdommen. Drejede det sig f.eks. om høretab (som også var hendes eget problem), skulle handicappet frem i lyset. Hvorfor ikke lade høreapparatet være rødt? Og fra salen råbte hun til foredragsholderen om at tale højere. Eller gik til ledelsen, hvis der manglede teleslynge.
Lægestanden har mistet en kær kollega, en utrættelig inspirator og det bedst tænkelige eksempel for almen lægegerning. For hele befolkningen, ikke mindst den ældste million, vil hun leve videre i en levende erindring om en menneskekærlig, morsom og mestrende personlighed. Erindringerne om hendes eventyrlige liv findes heldigvis også i bogform, »De magiske år - og tiden der fulgte", fortalt af Else Berenth (Frydenlund 1996).