Erik Thornval

11.12.1954-14.3.2004Erik Thornval døde den 14. marts efter få måneders sygdom.Erik var født og opvokset i Lyngby, og det var her, at han i hele sit alt for korte liv hørte til. Efter studentereksamen i 1973 fulgte han familietraditionen og studerede medicin. Efter embedseksamen i sommeren 1981 havde han et vekslende uddannelsesforløb på hospitaler i det storkøbenhavnske område med overvægt inden for de medicinske, neurologiske og gynækologiske områder. I en tid var han også ansat på faderens neurokirurgiske afdeling.

Han aftjente sin værnepligt i 1981-1982 som militærreservelæge på Almegårds Kaserne, Bornholm. Her fattede han interesse for forsvaret, som han genoptog i 1992, hvor han blev ansat som reservelæge i Tjenestegrenssektionen på Jægersborg Kaserne. Erik valgte at fortsætte sin karriere inden for det militærmedicinske område og i forsvaret. Han satte pris på samværet med kollegaer og de mange militære traditioner. Han var kendt for sit venlige væsen, helt specielle og varme humor og store menneskelige medfølelse.

I en tid var han afdelingslæge ved Hærens Operative Kommando og havde bl.a. den ømtålelige opgave at formidle udsendelse af kollegaer til Balkan i de første år, som han klarede på sin fine måde. Men han var ikke bleg for også selv at tage sin tørn og var flere gange udsendt til Krajna, Bosnien, og Kosovo. I 1999 blev han overlæge og tjenestegjorde i de følgende år ved Garderhusarregimentet, Forsvarets Sanitetsskole, og Kongens Artilleriregiment.

Ved siden af dette fik han tid til at være aktiv i Danske Militærlægers Organisation, hvor han var næstformand.

I 2003 blev han optaget på og påbegyndte Stabskursus på Forsvarsakademiet, hvor han var et naturligt valg som klasseformand for flokken af unge kommende militære chefer. Det var under denne uddannelse, at han pludselig blev syg og måtte igennem en operation. Trods en efterfølgende indledende optimisme blev forløbet brat.

Det er svært at fatte, at denne rare og gode kollega ikke længere er blandt os. Vi sender de varmeste tanker til hans familie og ikke mindst til hans hustru Mette, som på helt enestående vis var omkring ham.

Æret være dit minde - vi savner dig.