1.12.1929-7.11.2013.
Erik Holst var en ganske særlig person. Vi vover at påstå, at han var den mest visionære lægepolitiker i de sidste 60 år. Han var proprietærsøn fra Brandbjerg nær Jellinge i Jylland. Familien blev ramt af krisen og flyttede til København. Han optrådte allerede som student som en verdensmand, var elegant klædt og talte flere sprog flydende.
Han ville egentlig helst være blevet skuespiller. Han fortalte, at han havde spillet med senere kendte skuespillere på Studenterscenen. Men det endte med, at han koncentrerede sig om det medicinske studium. Det var få år efter den anden verdenskrig, og kun få studenter havde på det tidspunkt været i udlandet. Erik fik en glimrende idé. Der var mangel på lig til dissektion, men det var der ikke ude i Europa. Han gik med sin idé til universitetssekretær Waage, som fik Undervisningsministeriet til at bevillige penge til at sende et hold medicinere fra Københavns og Aarhus Universiteter til Paris. Det blev en stor succes på flere måder. Ministeriet bevilligede penge til flere dissektionsrejser til forskellige europæiske universiteter de følgende år. Der blev dannet en fælles international komité (IMCC) af medicinerrådene fra universiteterne i København og Aarhus. Endeligt etablerede Erik under opholdet i Paris vigtige kontakter med studenterpolitikere fra andre europæiske lande. Det blev begyndelsen til den internationale federation af medicinske studenter (IFMSA), som nu er verdensomspændende med organisationer i over 100 lande.
Eriks indsats i disse år bestod frem for alt i at aktivere en lang række medstuderende med organisatoriske potentialer med sin begejstring og højtflyvende planer. Det kom også til at betyde, at først Foreningen af Lægestuderende og senere Yngre Læger og andre sektioner af Lægeforeningen fik en række af trænede politikere. Erik blev helt naturligt formand for Yngre Læger (1960-63) og formand for AC (1972-75). I disse år overkom han mange andre opgaver, han var bl.a. medredaktør af Ugeskriftet (1967-80).1980 blev Erik formand for Lægeforeningen – i øvrigt på et meget vanskeligt tidspunkt. Yngre Læger var i konflikt med arbejdsgiverne. Flere af Yngre Lægers overenskomstkrav kunne mange overlæger ikke sympatisere med. Lægeforeningen var ved at knække midt over. Heldigvis kom Lægeforeningen godt ud af problemerne. Fra sin formandstid var Erik meget stolt af de forbindelser han fik knyttet til Kina, Indien og Japan. Han har for nyligt skrevet om dem i Bibliotek for Læger.
På det lægefaglige område lå hans hjerte i socialmedicinen, som hørte under Bonnevies professorat i hygiejne. Bonnevie gav Erik frie hænder. Det lykkedes ham på kort tid at udvikle faget, ikke mindst ved hjælp af internationale legater, især fra USA. Han etablerede i disse år nogle stærke internationale relationer med udveksling af gæsteforskere. Han blev professor i socialmedicin i 1978. Erik var formand for det faglige landsudvalg for de sundhedsvidenskabelige uddannelser (1975-1980). Han sad i mange udvalg og kom med gode initiativer. Han var f.eks. aktiv i dannelsen af Det sundhedsvidenskabelige fakultet.
I 1992 valgte Erik at gå på pension kun 63 år gammel. Han ville hellige resten af sit liv til at forbedre situationen for torturofre. Han var i en periode vicegeneralsekretær for Det internationale rehabiliteringsråd for torturofre (IRTC). Han flyttede til en lille sydfransk by nær Geneve, hvor han var nær ved WHO og andre internationale organisationer. Han deltog i mange møder, bl.a. FN’s møder om menneskerettigheder. Han blev inviteret til mange andre konferencer verden over. I sit internationale arbejde traf han den rumænske læge Camelia Doru, som var ved at opbygge et center for torturofre efter kommunisttiden, Erik og Camelia giftede sig.
Desværre blev Erik ramt af en prostatacancer. Han fik god behandling af lægerne i Geneve og klarede sig i mange år. Han benyttede enhver lejlighed til at komme hjem til Danmark. Sidst var han her i slutningen af september. Han havde holdt foredrag i Odense og var rigtig glad. Man kunne ikke se, hvor syg, han var. Få uger efter fik vi at vide, at han var i terminalstadiet og pludselig var han død. Måske var det godt, at det gik så hurtigt til sidst.
Vi vil mindes Erik som en god ven og inspirator, som betød meget for de lægelige organisationer, det danske sundhedsvæsen og det humanitære arbejde.
Vore tanker går til Camelia og Eriks øvrige efterladte familie.
Jørgen Falck Larsen
Ernst Goldschmidt
Henrik R. Wulff