21.7.1925-25.9.2011
Erik Sandøe døde 86 år gammel søndag den 25. september. Han blev født den 21. juli 1925 i Lyngby, student i 1943 fra Lyngby Statsskole og cand.med. fra Københavns Universitet i 1951, opnåede speciallægeanerkendelse i intern medicin i 1963, i kardiologi i 1966 og i klinisk fysiologi i 1967. Han blev dr.med. i 1964 ved Københavns Universitet med afhandlingen: »Congenital isolated ventricular septal defect«. Omslaget var prydet af en tegning af Victor Eisenmenger fra 1887 af en ventrikelseptumdefekt set fra venstre ventrikel, hvor mitralklappen var skåret bort. Allerede her så man hans talent for visuel faglig kommunikation.
Efter turnus på Hillerød Hospital blev han fast kandidat på Medicinsk Afdeling B, Rigshospitalet, i 1955. I 40 år frem til pensioneringen i 1995 var han herefter ansat på Medicinsk Afdeling B, Rigshospitalet, hvor han i de sidste 28 år virkede som overlæge.
Erik Sandøe var på mange måder en foregangsmand. Han stod i slutningen af 1960'erne for efter amerikansk forbillede at etablere et koronarafsnit på Rigshospitalet som det første sted i Danmark og formentlig også i Skandinavien. Her var der mulighed for at observere og diagnosticere akut syge hjertepatienters elektrokardiogrammer og dermed opnå mulighed for øjeblikkeligt at gribe ind i tilfælde af arytmi og hjertestop. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at der efterfølgende blev etableret lignende koronarafsnit rundt om i landet, idet han sideløbende med etableringen kastede sig ud i et omfattende undervisnings- og oplysningsarbejde omkring nytteværdien af disse. For at få disse enheder til at fungere var han fra starten stærkt engageret i at opbygge team, hvor det tværfaglige samarbejde med sygeplejerskerne stod helt centralt. I dag er disse tværfaglige team en selvfølge, men i 1960'erne var det noget helt nyt og uprøvet.
Fra begyndelsen af sin karriere var Erik Sandøe engageret i lægevidenskabelige undersøgelser. Han var dansk koordinator for de banebrydende, internationale, kliniske studier om trombolysebehandling og myokardieinfarkt, som for en tid blev standardbehandling i Danmark. Han var i 1970'erne meget aktiv i europæisk samarbejde som bestyrelsesmedlem og vicepræsident i det dengang unge Europæisk Kardiologisk Selskab.
Erik Sandøe skabte optimisme og tillid hos sine patienter på grund af sit gode humør og sin store kliniske faglighed. Han deltog aktivt i afdelingens sociale liv og var en skattet konferencier ved større fester. De fleste vil desuden huske Erik Sandøe bøjet over en kopimaskine og senere med saks og lim i gang med at klistre sider sammen til en af sine utallige lærebøger. Han var vedholdende i sin argumentation for introduktion af nye elektrofysiologiske teknikker, bl.a. kateterablation med radiofrekvensstrøm til behandling af hjertearytmier.
I stigende grad koncentrerede han sig om formidling og har sammen med kolleger udgivet en række indflydelsesrige lærebøger både på dansk, engelsk, tysk og japansk om behandling af hjertestop, klinisk elektrokardiologi og arytmi. Hans pædagogiske evner og hans kliniske faglige kvaliteter kom bl.a. til udtryk i Medicinsk kompendium, 14. udgave, hvor han var hovedforfatter på kapitlet om hjertesygdomme, og senere var han hovedforfatter på hjerteafsnittet i første udgave af Medicinsk kompendium, lommebog. Begge bøger blev moderniseret med utallige illustrationer. Han var en meget engageret og dygtig formidler, og han brugte sine evner på dette område flittigt i forhold til både læger, sygeplejersker og medicinstuderende, hvor flere generationer har mødt Erik Sandøe som underviser omkring hjertesygdommenes mange mysterier.
Efter pensioneringen, som alene skyldtes, at han var fyldt 70 år, fortsatte han til det sidste med at formidle sin viden på efteruddannelseskurser for læger og gennem opdatering af lærebøger.
Der var imidlertid yderligere et område, som lå ham meget på sinde, og hvor han altid var i offensiven: Han så det som sin lægelige pligt at sørge for, at de patienter, som han havde ansvaret for, blev behandlet og behandlet færdigt - også for andre lidelser end deres hjertesygdom. Det var med stor bekymring, at han så udviklingen, hvor hospitalerne efter hans opfattelse holdt op med at tage ansvar for den hele patient.
Vi er mange, som med taknemmelighed mindes Erik Sandøe og hans imponerende lægelige og pædagogiske virke samt hans evne til at skabe samarbejde på tværs af faggrupper i sundhedsvæsenet. Samtidig sender vi tanker til hans efterladte hustru Jytte samt hans to sønner, Peter og Niels, svigerbørn og børnebørn.