Erik var født i Brabrand ved Århus, søn af en fabriks-ejer. Studentereksamen i 1940 fra Viborg Katedralskole. Begyndte herefter det medicinske studium i Århus. Han gennemlevede nogle intense kollegieår. Fik mange venner, nogle blev venner for livet. Erik var medlem af studenterrådet og engageret i modstandsbevægelsen. Studierne afsluttedes med embedseksamen, som det dengang var nødvendigt i København i vinteren 1949.
Samme år blev Erik gift med sin franskstuderende skibsrederdatter, Lisbeth Kampen, dampskibsselskabet Torm, og vendte tilbage til Århus, hvor han gennemførte hele videreuddannelsen i intern medicin ved århusianske hospitaler. Hans lokale »role models« blev professorerne Cai Holten og Gregers Nørby, men også Carl Krebs, Erik Strømgren og Richard Malmros fyldte godt i billedet. I 1955 disputats om skuldersmerter, i 1957 speciallæge i intern medicin og endokrinologi.
I 1961 forlod parret Århus, idet Erik blev assisterende overlæge ved medicinsk afdeling B i Odense, og fra 1963 overlæge ved den nyoprettede medicinske afdeling M i det tidligere katolske Skt. Josephs Hospital. I 21 år udøvede Erik her sin egentlige manddomsgerning som højt estimeret afdelingsleder. Han var den rolige udviklings mand, med respekt for saglig dokumentation. Blandt patienter og personale nød Erik stor anerkendelse, udmøntet i talrige kollegiale tillidsposter. Altid velorienteret, ligevægtig og »attitudestabil«.
Et væsentligt initiativ var oprettelsen sammen med obstetrisk afdeling (KK) af et fælles ambulatorium for gravide diabetikere. Fra 1963 kørte vi dette i mere end 20 år med konsultation én gang ugentlig. Det var et meget frugtbart samarbejde, Erik var en dejlig samarbejdspartner, altid præcis, god til at tale med patienterne, til at tage en hurtig og kontant beslutning og formidle den på en forståelig måde. Resultaterne over en 16-års periode med 219 fødte børn blev publiceret i 1985 og viste en reduktion i perinatal mortalitet fra ca. 30 til ca. 5 procent over denne periode.
Erik og Lisbeth slog sig ned på Nonnebakken, en historisk grund på Odenses ældste befæstning og under Nationalmuseets bevågenhed. Her blomstrede familielivet med fem børn i et hjem med udstrakt gæstfrihed. Vennekredsen suppleredes med Eriks fra sundhedssektoren og Lisbeths fra Katedralskolen, hvor hun blev lektor i fransk. Hertil kom den aktive deltagelse i Odenses kulturliv-museumsforening, Alliance Francaise, folkeuniversitetet, koncerter og teater.
Erik gik på pension i 1988. Han fik et fint otium, var i fin form til det sidste. Tog sammen med Lisbeth på mange kulturmættede, velforberedte og udbytterige rejser.
Hans livsløb afsluttedes af et dissekerende aorta-anurisme, recidiverende efter et primært vellykket operationsforløb.