Ejnar var i mange år øjenlægernes nestor, for han blev 99 år. Adskillige familiemedlemmer faldt fra relativt tidligt på grund af en arvelig nyresygdom.
Hans far var præst i Thy ved Hvidbjerg og Lyngs Sogns Kirke. Den ligger i udkanten af Hvidbjerg Plantage og der er ikke langt til Vesterhavet. Det kunne være en slidsom hverdag, men hvilket indre liv har der ikke været. Medmenneskelighed, kærlighed, forståelse for andre, glæden og en kristen tro var det, han førte med sig i sin lægegerning, først som praktiserende læge på de samme kanter og senere i Lemvig, siden som øjenlæge ved de københavnske sygekasser - sygesikringen i nordvest-kvarteret i København.
Jylland måtte forlades på grund af overvældende stor praksis i Lemvig. Det store pres, der havde været i de vanskelige krigsår, havde også sat sit spor.
Da der var mangel på øjenlæger i København blev han rådet til at begynde en speciallægeuddannelse i øjensygdomme i fremrykket alder i 1947. Som det var skik dengang begyndte han som surnummerær på Rigshospitalets øjenafdeling.
Jeg begyndte selv samtidig med Ejnar og trods den store aldersforskel var vi straks gode venner.
Praksis i Brønshøj fortsatte han også ud over pensionsalderen. Han elskede sine patienter og de ham. Den sidste patient havde han, da han var 96 år gammel, og han græd ved afskeden.
Kræfterne begyndte at aftage, så han solgte sit hus og tilbragte et par år på Skodsborg Sanatorium inden han kom på plejehjem i sit gamle arbejdsområde.
Ejnar blev på Skodsborg gift med den langt yngre Therese. Hun havde i mange år hjulpet ham, hentet og bragt ham til møderne i Dansk Oftalmologisk Selskab, som var nødvendige for at han kunne holde sig ajour med faget fordi har var blevet konsulent for Velux-fonden.
Ejnar har selv fortalt mig, hvordan det gik til. En dag kom direktør Kann Rasmussen, »Velux vinduer«, i hans konsultation. Han var stærkt plaget af pustuløse blefariter, havde søgt diverse øjenlæger, fået de obligate øjendråber og salve. Ejnar, den gamle almenlæge, stillede diagnosen diabetes. Den rette behandling blev iværksat.
Direktør Kann Rasmussen mente derfor, at Ejnar var den fremmeste blandt øjenlæger. Ejnar var nu fast tilknyttet Velux-fonden med henblik på oftalmologisk videnskab. Pengene blev brugt til de dyre instrumenter, og man koncentrerede midlerne til de tre store afdelinger i København.
Dette var historien om præstesønnen.
Anna Dorthea Frandsen