Forhenværende medicinaldirektør Einar Krag fik et indholdsrigt og fagligt udfordrende liv. Han måtte i utide for knap to år siden forlade sin stilling som medicinaldirektør grundet alvorlig sygdom, en sygdom som ikke kunne helbredes, og som nu har ført til, at han stille er gået bort.
Einar Krag var født og opvokset i Esbjerg. Hans far var praktiserende læge, og Einar besluttede allerede på et tidligt tidspunkt at læse medicin. Både skolegangen på Esbjerg Statsskole og senere lægestudiet blev gennemført med stort engagement og fine karakterer. Han fik sin medicinske embedseksamen i Århus i 1962, hvor han også fik sin uddannelse som intern mediciner, samtidig med at han erhvervede doktorgraden i 1967 for en afhandling om »Pseudo-ulcus syndromet«. Han var en af de første der så mulighederne i den dengang helt nye gastroskopi. I sin tid i Århus var Einar også fagpolitisk engageret, ligesom han var formand for den festlige forening af yngre hospitalslæger i Århus (FYHA). Endelig begyndte Einar allerede i sine studenterår at være lærer, først i en årrække som intructor anatomiae, siden i intern medicin og gastroenterologi, og gennem årene har kolleger øst af hans viden og pædagogiske evner på utallige efteruddannelseskurser. I 1972 blev Einar Krag ansat i en forskerstilling ved Mayo klinikken i Minnesota i USA, et af verdens mest prestigefyldte hospitalskomplekser. Her arbejdede han især med tyndtarmens funktion, og mave-tarm-kanalens sygdomme blev hans speciale og mangeårige funktionsområde. Opholdet i USA kom på mange måder til at præge hans horisont og forståelse for, hvad god organisation kan betyde. Mayo klinikken, der ligger »ude på prærien» langt væk fra de fleste storbyer, havde således fået sin størrelse og internationale position takket være et godt lægeligt arbejde kombineret med en visionær administration, først af grundlæggerne William Mayo og Charles Mayo og siden ikke mindst af Henry S. Plummer, som i lægekredse primært kendes for sin beskrivelse af Plummer-Winson-syndromet ved jernmangel.
De metoder og den organisation som Einar havde lært på Mayo klinikken lagde grund for mange patofysiologisk prægede kliniske forskningsopgaver i de følgende år, men efter at Einar var blevet overlæge på medicinsk gastroenterologisk afdeling på Hvidovre Hospital blev han efterhånden mindre forsker og mere igangsætter og rådgiver for andre. Han var dog altid først og fremmest klinisk læge og tillige en dygtig administrator. Han var meget afholdt af sine patienter. Den enkelte patients ve og vel lå ham meget på sinde og det var patienternes sag han også siden hen i sine, administrative hverv aldrig glemte. Som »patienternes læge« fik Einar Krag i begyndelsen af 80'erne kontakt med formand Simon Spies og blev hans rådgiver i forbindelse med en større donation til Hvidovre Hospital. Donationen blev en MR-scanner, en af de nye scanningsformer som blev banebrydende, men hvis eksistens dengang knap nok var blevet erkendt i Danmark. Sammen med kolleger på Hvidovre Hospital, overlæge Kjeld Winkler og overlæge Erik Juhl (senere H:S direktør) sikrede de, at der blev etableret en ny afdeling med det formål, at den nye scanner blev udnyttet såvel til gavn for patienterne som for en fremadrettet visionær forskning og udvikling. Indsatsen kom til at bære frugt, MR-afdelingen på Hvidovre Hospital er siden vokset og fremtræder fortsat som Danmarks førende center for MR-forskning i hospitalsvæsenet.
Fra efteråret 1984 og frem til begyndelsen af 1986 var Einar Krag lægelig direktør for det dansk-saudiarabiske hospitalsprojekt Gizan, en spændende men også krævende opgave med de udfordringer og problemer, der kan opstå, når to kulturer mødes. Projektet var fra dansk side initieret fra Københavns hospitalsvæsen og blev et prestigeprojekt, der havde til hensigt at bidrage til at indføre vestlige hospitalsprincipper i Saudi-Arabien. Det største sammenstød mellem kulturerne, som mange måske husker fra dagspressen skete, da Einar Krag rent faktisk var hjemme i Danmark på en kort ferie. En stor del af den danske delegation ansat ved projektet i Saudi-Arabien havde holdt et dansk gilde, dvs. en fest hvor man også indtager alkohol. Sidstnævnte er ikke tilladt i henhold til saudisk lov, og af en eller anden grund blev politiet pludselig involveret, og så var katastrofen nært forestående. Einar Krag måtte styrte tilbage til Saudi-Arabien for at forhandle med myndighederne, en forhandling som skete i samarbejde med den danske ambassade. Efter megen diplomati og snilde lykkedes det at undgå, at »de skyldige« blev dømt efter saudisk lov, og de slap med hovedkulds at måtte rejse hjem til Danmark. Det var nok en stor fordel, selvom alle ikke var lige begejstrede for pludselig at skulle afbryde den ellers spændende og lukrative ansættelse i Saudi-Arabien.
Efter Saudi-Arabien vendte Einar Krag tilbage til sin overlægestilling i gastroenterologi på Hvidovre Hospital og fik en lang og rolig periode med mulighed for faglig udvikling af specialet.
I midten af 90'erne blev Einar Krag for alvor engageret i det administrative system inden for sundhedsvæsenet. Nogle problemer på Sundby Hospital gjorde, at han pludselig måtte fungere i en kortere periode som lægelig direktør. Efter at tingene var faldet på plads der, blev han nærmest headhuntet til den lægelige direktørstilling på Bispebjerg Hospital. Det var kort tid før dannelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S). Einar Krag fik på mange områder sat sit fingeraftryk på planlægningen og etableringen af H:S og for på flere områder at sikre et samarbejde mellem Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet.
Einar Krag havde en stor arbejdskapacitet. Han var morgenmand og mange er i situationer, hvor det har været svært at finde et mødetidspunkt i travle kalendere, blevet taget på sengen med forslag om et møde på Einars kontor kl. 6 eller 6.30 næste morgen. Sideløbende med varetagelsen af stillingen som overlæge og chef for den medicinske mave-tarm-afdeling på Hvidovre Hospital og de ovenfor omtalte efterfølgende administrative job var han således chefredaktør for Ugeskrift for Læger fra 1991, til han i 1996 blev medicinaldirektør. Han gjorde her en stor indsats for at bevare og styrke et nationalt lægevidenskabeligt tidsskrift. Ved de navnkundige mandagsmøder i redaktionen holdt Einar Krag meget af traktementet fra Mogens Fogs tid: te og linser, der blev nydt med redaktion og sekretariat samtidig med drøftelser af de indsendte manuskripter. Einar gjorde meget ud af, at bedømmernes vurderinger og redaktørernes breve til forfatterne skulle være sobre og høflige, konstruktive og hjælpsomme. Einar Krag moderniserede den redaktionelle proces efter internationalt forbillede, og indførte Redaktionskomite og Videnskabeligt Panel. Rubrikkerne i Ugeskriftet blev udvidet med »International forskning«, hvor panelets medlemmer skulle levere mindst et bidrag årligt. Ved det årlige møde med det videnskabelige panel blev de formastelige, der ikke havde afleveret det aftalte bidrag, revset behørigt. Einar Krag indførte ligeledes »parallelpublikationerne« i Ugeskriftet, i form af danske oversættelser af originalarbejder bragt i de internationale tidsskrifter. Således kunne de danske læsere holde sig orienterede om specielt danske forskeres indsats inte rnationalt. Det nordiske samarbejde om det nu lukkede fælles tidsskrift »Nordisk Medicin« deltog Einar Krag flittigt i, ligesom han gjorde meget ud af samarbejdet med de øvrige nordiske tidsskrifter: det svenske Läkartidningen, Tidsskrift for den Norske Legeforening, Läknabladir i Island og det finske Duodechim. Det gamle tidsskrift Bibliotek for Læger, hvor han også var medlem af redaktionen, var hans hjertebarn, specielt de medicinsk historiske artikler.
Medicinaldirektørstillingen er ofte blevet sammenlignet med øretævernes holdeplads og ikke helt uden grund. Samtidig med at man skal varetage en lægefaglig objektiv vurdering og rådgivning, presses man let fra det politiske system til at støtte politisk korrekte løsninger. Omvendt er der faglige organisationer, som til en vis grad synes, at deres synspunkter bør fremmes gennem Sundhedsstyrelsen. Samtidig forventer offentligheden ofte, at Sundhedsstyrelsen er på forkant med alle sundhedsfaglige tiltag og næsten kan nå at gribe ind, før et problem egentlig kommer op til overfladen og kan afgrænses. Einar Krag forstod at mestre denne balance, selvom alle ikke altid var lige begejstrede, når Sundhedsstyrelsen fastholdt et synspunkt, som den fandt fagligt velbegrundet og korrekt. Sundhedsstyrelsen har ingen egentlig overordnet magt, den ligger som det bør i et demokratisk samfund i det politiske folkevalgte system. Men Sundhedsstyrelsen har en væsentlig rådgivende funktion og kan dermed få en væsentlig indflydelse på beslutningsprocesserne. Dette forstod Einar Krag. Den sikreste måde at få ført en ny ide ud i livet på, var at lave forarbejdet, dvs. skabe forståelse for og accept af tankerne, så kunne man se, at det hele pludselig gled af sig selv, og det kunne endog ske, at der var flere, som pludseligt gerne ville dele æren. Blandt de ting, som Einar Krag arbejdede med på denne måde, var bl.a. »den funktionsbærende enhed«, som undertegnede hørte om længe før det blev aktuelt. Begrebet er egentlig ret simpelt. For at en afdeling kan drives rationelt, skal der i forhold til dens specialiseringsgrad være et patient/befolkningsgrundlag af en vis størrelse. Er dette ikke tilfældet, bliver omkostningerne ganske enkelt for store, afdelingens erfaring og rutine for begrænset, og patienterne risikerer at få en falsk tryghed. Begrebet har nu vundet almindelig accept og er indgået i sygehusplanlægningen, herunder i omstruktureringen af H:S i slutningen af 1990'erne.
Et andet eksempel på Einar Krags målrettede arbejde som medicinaldirektør er EU-konferencen i København i 1998. Verden over bruges der mere og mere »vækstfremmere« til fremstilling af animalske fødevarer. Det fine ord vækstfremmere betyder egentlig blot udbredt og ikke særlig kontrolleret anvendelse af et bredt spektrum af antibiotika, og her er Danmark langt fra den værste synder. Brugen af vækstfremmere medfører på længere sigt, at vi får flere og flere bakteriestammer, som er ufølsomme for de lægemidler, dvs. de antibiotika, som vi ellers bruger til at bekæmpe infektioner med. Einar Krag havde lavet et minutiøst forarbejde. Planer og skrivelser var forberedt og kunne let tilpasses de supplerende tanker, der måtte komme frem. Resultatet blev da også, at man fik WHO til at støtte en resolution om at forsøge at bekæmpe antallet af antibiotikaresistente bakteriestammer, et flot resultat for Danmark.
Efter sin fratrædelse som medicinaldirektør formåede Einar på trods af sin svære sygdom at skrive tre bøger. En af bøgerne omhandler tiden i Saudi-Arabien. Ud over en saglig omtale af det danske hospitalsprojekt giver den en god indsigt i Saudiarabiske forhold, og samtidig indeholder den mange humoristiske episoder. En anden bog er en erindringsbog om tiden i Sundhedsstyrelsen. Det er en kritisk bog, der giver en god indsigt i det vanskelige men vigtige arbejde, som medicinaldirektøren udfører. Den tredje bog bygger på slægtsoptegnelser over livet og fattigdommen på landet i slutningen af det 19. århundrede.
Man skulle næsten ikke tro, at der i en så engageret tilværelse var tid til et privatliv og andre interesser, men det var der. Einar Krag var velbevandret i historie, og ved kongresser og møder arrangerede han ofte besøg på museer, kirker og slotte for rejsefæller. Han kunne historien og ydermere krydre den med små anekdoter. Einar var et meget engageret menneske med et positivt livssyn og ville altid gerne diskutere et problem og give et godt råd. Han var også en meget stolt far og bedstefar
Blandt kolleger vil Einars store faglige indsats blive husket. Vi og vores familier mindes med glæde og taknemmelighed mange gode stunder sammen med Einar og hans hustru Gertrud. Vore tanker går til Gertrud, der har mistet en kærlig ægtefælle samt til børnene Vibeke og Ulrik, deres ægtefæller og til børnebørnene Peter Christoffer, Cecilie og Johan Frederik, der har mistet en god og kærlig far og morfar.
Olaf B. Paulson, Liselotte Højgaard, Ulf Lucht & Peter Matzen