27.6.1928-11.3.2004
Jeg mødte Ebbe Arnfred i 1973. Talen faldt på flyvning, og Arnfred og jeg havde fundet et fælles interesseområde. Arnfred, som i nogle år havde været daglig leder af H:S Rigshospitalets Flyvemedicinske Klinik, tilbød mig ansættelse - og de næste 5 år var jeg 1. reservelæge på Medicinsk Afdeling B med tjeneste ved Flyvemedicinsk Klinik og dermed Arnfreds nærmeste medarbejder. I løbet af disse år lærte jeg Arnfred at kende som en kompetent flyvemediciner, en dygtig lærer og en god kollega. Han, som var klassisk-sproglig student og lagde stor vægt på sprogets korrekte anvendelse, lærte mig betydningen af præcision og utvetydighed i tanke og skrift. Denne lærdom kom mig til god nytte, da jeg senere som Statens Luftfartslæge skulle udforme helbredskravene til piloter og flyveledere, forklare lægelige afgørelser i breve til piloter og forsikringsselskaber, og forfatte responsa i klagesager til Trafikministeriet. Også i min nuværende stilling som chef for den flyvemedicinske sektion i International Civil Aviation Organization (ICAO), en søsterorganisation til WHO under FN's paraply, har jeg daglig brug for at følge Arnfreds råd om en klar og koncis stil i skrift og tale.
Arnfreds væremåde, både over for piloter og personalet på Flyvemedicinsk Klinik, var præget af en noget brysk facade, som holdt mange på afstand. For de få af os, som lærte ham bedre at kende, var facaden kun en tynd skal, som dækkede over en venlig, hjælpsom og meget samvittighedsfuld personlighed. Selv om det i dag er mange år siden, jeg sidst så Arnfred, har jeg aldrig glemt den hjælp og støtte, han gav mig i mine unge år, og som jeg stadig er ham taknemmelig for. Jeg tror ikke, at nogen anden overlæge kunne have forberedt mig bedre til min senere karrieres krav, end Arnfred gjorde mellem 1973 og 1979. Meddelelsen om hans død kom som et budskab om et stort tab og om afslutningen på en æra, jeg tit tænker tilbage på.