21.3.1964-3.5.2010
Overlæge Dorthe Tilsted var en markant kvalitets- og udviklingschef ved Hospitalsenheden Vest i Region Midtjylland. Med engagement, overblik og gennemslagskraft påvirkede hun hele det danske sundhedsvæsen.
Dorthe var arbejds- og miljømediciner suppleret med en MPH og lederuddannelsen »Stifinder«. Men trods sin faglige ballast bevarede hun altid begge ben solidt plantet i den jyske muld, hun var rundet af: Hendes mantra var, at kernen i al ledelse og forandring er sund fornuft!
Hun var en værdsat drivkraft i udviklingen af Den Danske Kvalitetsmodel og uddannet surveyor, hun var en ihærdig formand for Dansk Selskab for Klinisk Ledelse og en inspirerende underviser i forandringsledelse på OLAU-kurserne.
Hun havde en sjælden evne til at udfordre vanetænkning overalt i sundhedsvæsenet. I Dorthes univers var der altid handlerum og mulighed for at gøre det bedre for patienterne. Hun vidste, at det kræver mod at tænke og handle anderledes, og det mod spredte hun til andre. Hendes engagement var utrætteligt og smittende. Hun roste og anerkendte alle, der i stort såvel som småt arbejdede på at forbedre sundhedsvæsenet.
Dorthe var en unik person. Hun gjorde sig altid umage og var kvalitetsbevidst i sit virke som læge, som leder og som ven. Men hun havde også en sjælden evne til at lytte og være omsorgsfuld over for alle, der krydsede hendes vej. Hun kerede sig om andre mennesker - ikke bare sine egne nærmeste, men også kollegaer, medarbejdere, venner og ikke mindst patienterne og deres pårørende. Hendes dør stod altid åben, og ingen gik forgæves.
Dorthe var en klog kone - et fint og stærkt menneske. Hun var nuanceret og velovervejet, men også bramfri. Hun var hensynsfuld og målrettet. Men frem for alt var Dorthe et sødt menneske.
Man kunne ikke møde Dorthe uden at blive forandret. Det var et privilegium at kende hende. Den bedste måde at ære hendes minde på er ved at føre hendes projekt videre. Så vil hun aldrig forsvinde helt.