30.4.1941-30.5.2012
Dennis John Sørensen, speciallæge i hudsygdomme, er død, 71 år gammel.
Han blev læge fra Københavns Universitet i 1974 og rejste derefter til Sverige for at videreuddanne sig som dermatolog på Kärnsjukhuset i Skövde. I 1980 vendte han tilbage til Danmark for at nedsætte sig i praksis. Til at begynde med var det i en kortere periode i et kompagniskab med dermatolog H. Konstmann Meier i Nykøbing Falster, men derefter i solopraksis i Maribo som Lollands første hudlæge. Her arbejdede han i 29 år som en værdsat og højt skattet hudlæge med sin hustru Helle som sekretær, indtil han i 2010 lukkede klinikken og gik på pension.
Han nød sit otium og var travlt beskæftiget med mange interesser omkring kunst, kultur og filosofi. Hans interesse for kunst fik ham til at assistere som kustode på Fuglsang Kunstmuseum. Malerkunsten stod ham nær, og han havde også stor glæde af selv at male.
Ungdommens uddannelsesperiode nordpå fik ham til at åbne øjnene for den smukke svenske natur og førte ham talrige gange, i selskab med sin hustru, tilbage på vandrerhjemsferier igennem Sverige. Også den danske natur havde hans bevågenhed, og han drog ofte ud på vandreture i skoven sammen med sine børnebørn, som han fulgte med aldrig svigtende glæde og interesse.
Dennis var medlem af AAD, American Academy of Dermatology, og EADV, European Academy of Dermatology and Venereology, hvor han var en trofast mødedeltager. Det gjaldt også de nordiske og danske møder.
Dennis døde efter kort tids sygdom.