Dánjal Jákup var færing, men kom som ung til Aarhus for at studere medicin og tog kandidateksamen i 1992. Han satsede på almen praksis og arbejdede en periode på Grønland, hvor han mødte sin kommende hustru, Julie. De kom herefter til Ribe og Ringkøbing Amter, hvor han fortsatte sin kliniske uddannelse. Dánjal fik dog aldrig den lægepraksis, han havde glædet sig til, da han tidligt blev ramt af sygdom, en jævnt fremadskridende parkinsonisme, som efter nogle år forhindrede et videre lægeligt forløb.
Det var en fornøjelse at være sammen med Dánjal. Han var sig selv, hvilede i sig selv, ægte, funderet på fast grund. Hans sprog med umiskendelig færøsk accent var fra ende til anden gennemsyret af en stærkt underspillet, lavmælt færøsk humor, ikke fjern fra den jyske form. Han fortalte en veldrejet historie med en underfundig, skæv vinkling, og kiggede rundt med et lille smil for at se, om pointen blev fanget. Sproget var altid præget af hans rolige, djærve munterhed.
Dánjal havde mange evner. De musiske kom til udtryk i blandt andet sang og musik. Han elskede turene med fiskestang for derefter at trylle i køkkenet. Men lystigheden gik højest, når han drog af sted med sit tegnegrej. Han kunne fange en person eller et bymiljø elegant på tegneblokken, og han opnåede flere udstillinger. Mest glæde og opmuntring havde han af familien og sine børn, som han fortalte om med stolthed.
Dánjal mistede så meget og gradvist helt førligheden. Han sled med og mod sin sygdom, og han blev nedslidt og svag, men vedblev trods det at være et stort menneske.
Tankerne går til Julie, børnene Elin og Johan, broderen og Dánjals far på Færøerne.
Dánjal var et helstøbt og varmt menneske og en god ven. Han vil ikke blive glemt. Æret være hans minde.