Claus havde lige overstået en voldsom pneumoni, der havde krævet indlæggelse i intensivt regi. Han var begyndt at arbejde i sin klinik på halv tid, da han pludseligt døde i hjemmet kun 58 år gammel.
Claus var født i Århus og havde snuset lidt til kontorarbejde, inden han så tog den beslutning at ville være praktiserende læge. Blev kursusstudent og derpå Aarhus Universitet, hvor han blev læge i 1973. Efter turnus gik han i praksis i Århus. Først i kompagniskab, men i årenes løb fandt han ud af, at ensemblespil nok ikke var hans stærke side. Han blev solist. Han var praktiserende læge i 28 år.
»Et godt humør er den bedste læge,« sagde en gammel græker og den lurede Claus. Han blev en meget populær og søgt læge. Han havde svært ved at sige nej - også til at lukke for patienttilgangen. Medicinalindustrien bad ham koordinere medicinafprøvning af antidepressiva. Da depressionssygdommen havde hans store interesse, måtte han også sige ja til dette. Hans arbejdsdag var lang. Det var svært også at nå efteruddannelsesmøderne i vor 12-mands-forening. Efterhånden var han en knap så hyppig gæst.
I fritiden dyrkede han familien og tennisspillet. Han er savnet af de efterladte, hustruen Bente, der var hans praksissygeplejerske og sine qua non og de to døtre Susanne og Charlotte.
I vor 12-mands-forening savner vi Claus og hans humoristiske indslag, men den kendsgerning at vi inden for få måneder nu har fulgt to kollegaer til graven - begge 58 år gamle - har sendt os ud i refleksioner over det lægeliv vi lever i en travl primærsektor.