Medlem i

13 years 1 month
components

20.10.1951-29.3.2004

Min gode kollega og ven gennem mange år, overlæge i radiologi på Aalborg Sygehus, er pludselig død, midt i livet, midt i sit virke som læge.

Christian var født i København og voksede op i Lyngby. I 1970 blev han student fra Virum Statsskole, hvorefter han valgte at læse medicin. Vinteren 1979/1980 tog han embedseksamen fra Københavns Universitet. Trange vilkår for job i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne førte Christian til Aalborg Sygehus. Nok var han københavner af fødsel, men med stor glæde valgte Christian at forblive i det nordjyske resten af sit liv.

Da Christian som led i sin specialistuddannelse kortvarigt var ansat i København, startede han i sin første frokostpause en jagt på et nyt job, der kunne føre ham tilbage til hans elskede Nordjylland, og specielt de nordjyske patienter, som han respekterede og holdt så meget af at være læge for.

Midt i sin uddannelse til radiolog blev Christian ramt af en svær sygdom, der kom til at præge ham. Han blev opereret, og typisk for ham var der intet ønske om, at vi, hans kolleger, skulle tage hensyn, ingen synlig angst, men blot en beslutsom tilbagevenden til arbejdet. Resten af livet bidrog denne viden, dette selvoplevede møde med sygdom og sygehusvæsen til Christians dybe forståelse og indleven i patienternes situation. De mange kræftpatienter, der gentagne gange mødte ham, kendte hans værd som læge, og ofte hørte vi, at de helst kom en dag, hvor de var sikre på, at Christian kunne tage sig af dem. Mange patienter vil savne ham.

Christian havde en veludviklet sans for humor, der var krydret med et skarpt vid. Enkelte, mindre humoristiske, som undertegnede, forklarede han tålmodigt den skæve vinkel ved situationen eller kommentaren således, at man endelig kunne more sig sammen med ham eller fattede, at han spejlede ens mindre kloge udtalelser. Ikke en dårlig kollega at have i en afdeling!

Som underviser af personale, studenter og yngre læger var Christian engageret og utrættelig - kun stillede han ét krav: samme engagement som hans eget.

Det er et stort tab, at sygdommen ramte ham så pludseligt på ny, så »uretfærdigt« at Christian er væk. Patienterne har mistet en dygtig radiolog og en empatisk læge. Personligt har jeg mistet en kollega, jeg satte højt fagligt, og ikke mindst en god ven.

Alle gode tanker til Tove og Stine, der mistede deres kærlige mand og far.

Agnete Hedemann Nielsen

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes