30.7.1914-6.3.2006Christian Røjskjær stammer fra Holsted i Sydvestjylland. Han blev student i 1932 i Esbjerg, tog lægevidenskabelig eksamen 1939 og herefter grunduddannelse på forskellige afdelinger i København og Århus samt ved Ærøskøbing Sygehus og Grenaa Sygehus.I 1944 påbegyndte Christian Røjskjær sin otologiske uddannelse med ansættelse først på Otologisk Afdeling, Svendborg Sygehus, 1949, efterfulgt af uddannelse på Otologisk Afdeling på Odense Amts og Bys Sygehus, som det hed dengang.Christian Røjskjær udnævntes i 1951 til overlæge ved den nyoprettede Statens Hørecentral, Odense Sygehus, nu Høreklinikken, Odense Universitetshospital.
Sammen med kollegaerne Ole Bentzen og Harald Ewertsen udgjorde han de tre danske audiologiske musketerer, der tidligt indså betydningen af at revalidere de tunghøre socialt, og påbegyndte et pionerarbejde, der udviklede sig til den danske høreomsorg med tæt samarbejde mellem læger, tale-høre-pædagoger og teknikere. Den danske høreomsorg var i starten enestående også på verdensplan og skabte grundlag for en rivende teknisk udvikling, som har bragt eksempelvis de danske høreapparatfabrikanter helt i front.
Christian Røjskjær var meget aktiv også på det pædagogiske område med undervisning af medicinske studenter som lektor i oto-rhino-laryngologi på Syddansk Universitet samt undervisning af sygeplejeelever og kommende hørepædagoger.
Christian Røjskjær var også videnskabeligt aktiv og opnåede således i 1962 den medicinske doktorgrad med afhandlingen »Monaural speech audiometry« og var også flittig foredragsholder ved kongresser og symposier både i ind- og udland.
Som om ovenstående ikke var nok, havde Christian Røjskjær også overskud til at organisere opbygning af høreomsorgen i Grønland, hvorved også befolkningen fik tilbudt hørerevalidering. Også dette var noget af en pionerindsats med konsulentbesøg, der tit fandt sted i afsides beliggende bygder.
Christian Røjskjær var indtil det sidste åndsfrisk og aflagde regelmæssigt Høreklinikken besøg og deltog således i Høreklinikkens 50-års-jubilæum den 1. december 2001 i en alder af næsten 90 år med et spændende foredrag, der indeholdt knivskarpe data om, hvordan det hele begyndte.
Med Christian Røjskjærs død er den sidste af de tre pionerer i dansk audiologi gået bort, og en epoke i den danske høreomsorg er afsluttet.
Æret være Christian Røjskjærs minde
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type