Carl Erik Mabeck døde den 22. juni, 74 år gammel. En nødvendig strålebehandling for prostatakræft for et par år siden, i kombination med følgerne af behandlingen for en tidligere kræftlidelse, medførte i januar de første symptomer på skader, som gjorde overlevelse umulig.
Carl Erik var opmærksom på tilværelsens muligheder og brugte dem. Han var en person med mange facetter og engagementer på ganske forskellige områder. Samtidig var han en samlet personlighed, der levede op til en klassisk dyd: at være sig selv lig. Han sagde, hvad han mente, så man vidste, hvor han var. Kombinationen af dygtighed, utålmodighed, modet til at bruge sin indflydelse og til at sige sin mening kunne somme tider skabe problemer i forhold til mennesker, han samarbejdede med. Det gjorde ondt på en person, der grundlæggende var hensynsfuld.
Carl Erik var en problemløser og en organisator. Han handlede på basis af viden, som han også selv tilvejebragte, blandt andet da han skrev disputats om urinvejsinfektioner i almen praksis. Han var medstifter af en gruppepraksis på Jagtvejen i København – hidtil uprøvet i den del af landet. Senere blev han den første professor ved Institut for Almen Medicin i Aarhus – med praksis i Højbjerg, hvor hustruen Kirsten var en vigtig medspiller. Han bestred tillidsposter som formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, medlem af Retslægerådet, næstformand i Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd, formand for Lægeforeningens etiske udvalg og meget andet. Hans mest betydningsfulde politiske og organisatoriske indsats inden for det almenmedicinske område fandt nok sted, da Statens Forskningsråds forsøgsperiode for Forskningsenheden i København udløb, og ingen ville overtage ansvar og økonomi. Carl Erik var problemløseren, der sikrede både den københavnske og de fremtidige forskningsenheders beståen ved en fond under PLO og Amtsrådsforeningen (nu Danske Regioner).
Fra 1980’erne praktiserede Carl Erik patientcentreret medicin i sit lægehus, et interesseområde, der førte videre til personlig uddannelse, kurser for studenter, læger og andre fagpersoner samt flere bøger, hvoraf »Samtalen med patienten« blev den mest læste.
Carl Erik var et interesseret menneske. Når han valgte nye arbejdsopgaver eller fritidsinteresser – og det gjorde han gennem hele sit liv – blev de dyrket med intens flid og alvor og med bemærkelsesværdige resultater, for eksempel placering i internationale fotokonkurrencer. Som ornitolog, fotograf, far eller morfar brugte han sin energi og opfindsomhed. Som institutleder organiserede han skovture og festligheder som en del af instituttets liv.
Vore tanker går til Kirsten og til flokken af døtre med deres familier. Deres betydning for Carl Erik var man aldrig i tvivl om.