15.10.1937-28.12.2014
Tidligere ledende overlæge, dr.med. på Medicinsk Afdeling F, Gentofte Amtssygehus, Per Buch Andreasen, havde stor betydning for udviklingen af det lægelige speciale klinisk farmakologi. Hans store interesse for lægemidler startede tidligt og blev baggrunden for hans disputats, som udgik fra Medicinsk Afdeling A, Rigshospitalet. Som leder af den store og brede medicinske afdeling med en særlig interesse for mave-tarm-sygdomme var han tillige en væsentlig inspirationskilde til opbygningen af et klinisk farmakologisk forskningsteam.
Per Buch Andreasen var en visionær lægevidenskabelig forsker med stor sans for den kommende udvikling, og han indså tidligt, at lægemiddeludviklingen nødvendiggjorde uddannelse af læger med en særlig og generel interesse for alle aspekter af lægemidler. Han var en af pionererne i klinisk farmakologi og havde en stor rolle i den strategiske udvikling af faget, herunder især etableringen af klinisk farmakologi som lægeligt speciale i 1996 med en 70 mio. kr. stor bevilling fra Erhvervsministeriet kanaliseret gennem Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Denne bevillig muliggjorde etablering af klinisk farmakologiske afdelinger i København, Odense og Aarhus.
Per var et favnende og generøst menneske. Han kunne være kærligt drillende, men talte aldrig nedsættende om andre. Hans faglige interesser var brede, ud over klinisk farmakologi var han interesseret i teknologiudvikling og skrev den første vurdering af teknologiudviklingen for Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd, og han var gennem 13 år, også efter sin pensionering, meget aktiv som bestyrelsesformand for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Han igangsatte og støttede mange unge forskere i deres disputatsarbejder.
Vi er mange, der vil savne ham, og vi er mange, der vil takke ham for hans store uselviske arbejde og for hans store inspiration.
Henrik Enghusen Poulsen
Jesper Sonne
Jens Peter Kampmann
Hanne Rolighed Christensen
Kim Brøsen