Kære Buller
Jeg lærte dig at kende i 1970 på 1. del af medicinstudiet i København, vi var kolleger som medicinstuderende lægevikarer på Radiumstationen, vi var sammen på dissektionskursus i Leeds, du arrangerede skitur for dissektionsholdet til San Casiano - hvor du havde været mange gange med dine forældre, vi holdt vegetarjulefrokost hos dig i Brumleby og sådan blev det ved. Gæstfriheden var gennemgående i »Mozarts Haveby«, på Østerbro og i Arild.
Jeg kendte dig mere som menneske end som læge, og mange gange snakkede vi om, hvordan man kunne bringe mere menneskelighed ind i systemet både for patienter og for læger. Jeg er sikker på, at du var læge på samme måde, som du var i andre af dit livs forhold: seriøs, engageret, nærværende og åben. Du gik kun nødigt på kompromis, søgte det dit hjerte brændte for og lod det ligge som ikke fængede.
Jeg tror din karriere var præget af din sunde skepsis over for »sygdomsvæsenet«, og du gjorde da også flere afstikkere fra klinikken. Fx omkring 1980 til Journalisthøjskolen, hvor du ville lære at skrive - hvad du i øvrigt var god til - og i begyndelsen af 1990'erne, da du fordybede dig i en undersøgelse af indsatsen i almen praksis over for genital klamydia hos unge kvinder, og skrev ph.d.-afhandling om det. Senere studerede du i Lund et vigtigt emne i dit private liv, nemlig forskellen på svensk og dansk tankegang, med Grundtvig som det danske eksempel.
I dine sidste år arbejdede du som embedslæge og blev glad for arbejdet i Vejle. Men midt i glæden blev du ramt af en aggressiv kombination af leukæmi og pulmonal hypertension, der førte til din alt for tidlige død.
Dine skiftende interesser og arbejdspladser medførte, at du i lange perioder boede adskilt fra Totte og drengene; men alligevel holdt I sammen, og det var altid spændende, inspirerende og fornøjeligt at være sammen med jer. Et liv fuldt af musik.
Der gik af og til lang tid mellem vore møder; men vi sagde altid: »Vi ved jo, at vi har hinanden!«. Nu har vi mistet dig. Vi vil komme til at savne dig; men størst er savnet for Rasmus, Vanni og Totte, dine forældre og søskende.
En sidste kærlig hilsen fra Tove.
Tove Lausen