Birger Stensgaard er død efter kort tids sygdom og kun lige et år efter, at han som 66-årig valgte at gå på pension.
Det var ikke forudbestemt, at han skulle være læge. Opvokset i en håndværkerfamilie på Fyn kom han i lære på en maskinfabrik for at blive maskiningeniør. Han havde imidlertid altid drømt om at blive læge, og som noget helt exceptionelt blev han efter tre år løst fra sin lærlingekontrakt. Han fik studentereksamen fra kursus og startede derefter på lægestudiet ved Københavns Universitet, hvor han blev cand.med. i 1967.
Allerede tidligt i grunduddannelsen blev hans interesse vakt for neurologien, og han blev under sin ansættelse på Bornholm involveret i en større undersøgelse af apopleksiforekomsten på Bornholm.
Han blev speciallæge i neurologi i 1975. Som neurolog arbejdede han på københavnske afdelinger (Frederiksberg, Hvidovre og Glostrup) indtil han i 1985 gik i praksis på Christianshavn. Han beholdt fortsat sin nære tilknytning til Bornholm som neurologisk konsulent frem til 1997.
Birger Stensgaard var blandt kolleger kendt som en effektiv, hurtigtarbejdende og bredt orienteret god kliniker. Han var fordomsfri og havde et lyst og muntert sind. Han satte i sit arbejde patienterne i centrum, og han havde et indgående kendskab til deres sygdom, baggrund og liv i øvrigt.
Privat var han en varm person med en stor venneskare, som han hyppigt samlede om sig i hjemmet i Nærum eller i det prægtige gamle hus i Villefranche i Sydfrankrig.
Birger Stensgaard var et udpræget familiemenneske, og han var det samlende midtpunkt for den nære familie og for vennerne.
Vore tanker går til de efterladte, hans hustru Hanne og børnene Pernille og Molly.
Lisbeth Regeur, Rasmus Fog, Henning Pakkenberg og Mogens Dam