Bertil Roland Romner

»Jag är på väg«. Sådan lød det ofte i telefonen om morgenen, når Bertil Romner ikke kunne nå morgenkonferencen. Nu er han ikke længere på vej. Han døde den 12 august 2013, 59 år gammel, efter knap et års sygdom. Dansk og skandinavisk neurokirurgi har hermed mistet en af sine store profiler. Bertil Romner blev kandidat fra Universitet i Lund i 1984, specialist i neurokirurgi i 1991, docent på Neurokirurgisk Afdeling i Lund i 1994, overlæge samme sted i 1996 og ekstern professor i neurokirurgi på Tromsø Universitet i Norge i 1999. I Lund var han ansvarlig for det neurointensive afsnit i godt ti år. I oktober 2006 tiltrådte Bertil som professor i neurokirurgi ved Københavns Universitet med tilknyttet overlægestilling ved Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet. Han kom til Danmark med en imponerende faglig entusiasme, der sammen med hans altid imødekommende væsen og gode humør gjorde ham særdeles afholdt af alle, som han kom i kontakt med, uanset om det var patienter, pårørende eller professionelle samarbejdspartnere. Han var en dygtig og utrættelig inspirator for både lægestuderende, yngre læger og speciallægekolleger. Med sit smittende gåpåmod og altid uovervindelige optimisme igangsatte han nye spændende projekter, som han altid selv deltog meget aktivt i. Når det blev vanskeligt, var kommentaren – »det får vi lösa« – alt kunne og blev løst. Bertil sad meget tit sent om eftermiddagen med medlemmer af sin forskningsfamilie, hvori han for mange var en »far«. Via sin forskning brændte Bertil især for at forbedre behandlingen og dermed prognosen for patienter med subaraknoidalblødning og hovedtraumer – begge alvorlige neurokirurgiske sygdomme. Han var således i 1998 medstifter af Skandinavisk Neurotraume Komité, i hvilken han siden lagde et stort arbejde, senest med udarbejdelse af nye retningslinjer for håndteringen af patienter med lette og moderate hovedtraumer. Han var anerkendende over for andres indsats og var ikke sjældent katalysator for kolleger uden for sit eget speciale. Socialt var Bertils kompetence stor. Han deltog meget gerne i forskellige faggruppers arbejde og uddannelsesseancer, og i festligt lag, som han elskede, var han altid god for en morsom tale. Hans store menneskelige og faglige kvaliteter kæmpede han på beundringsværdig måde for at bevare til det sidste. Trods sygdom magtede han to måneder før sin død at være eksaminator i neurokirurgi for de lægestuderende på Københavns Universitet. Patienter og pårørende, kolleger på alle niveauer, både i og uden for Skandinavien, lægestuderende, sekretærer og plejepersonale vil savne ham inderligt. Vi skal ikke mere høre hans højlydte glade latter. Bertils vej endte alt for tidligt.