11.7.1941-27.2.2015
Forleden døde læge Bente Annalene Holm Nielsen, 73 år gammel.
Efter realeksamen blev hun elev på et advokatkontor med speciale i borgerlig ret. Var advokatsekretær og ejendomsmæglerassistent i nogle år og giftede sig med en tandlæge, på hvis klinik hun kom til at fungere som receptionist og klinikassistent.
Hun tog studentereksamen i 1976 og blev immatrikuleret ved medicinstudiet, hvorfra hun 12 år senere blev cand.med. Under studiet tjente hun til livets ophold som sygeplejevikar og ventilatør (i alt ca. 5.000 timer) samt som lærer på skolen for lægesekretærer. Sideløbende tog hun et treårigt træningsprogram i gestaltterapi.
Fra 1960’erne var Bente H.N. aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund, og i begyndelsen af 1970’erne var hun i otte måneder ansvarshavende redaktør på månedsmagasinet »Kvinden og Samfundet«. Senere var hun med i udgivelsen af temanumre i til FN’s børneår og kvindeår samt redaktør på »KULU-avisen«. I 1990’erne var hun medlem af Dansk Kvindesamfunds hovedstyrelse, hvor hun designede og drev deres første hjemmeside. I årevis var hun frivillig rådgiver og ekspert bag Forældretelefonen og Børnetelefonen.
Hun fik i 1990 godkendt et historiespeciale på RUC om den såkaldte Nordentoftsag fra 1945-1946. Samme år blev hun deltidsansat som videnskabelig medarbejder på kunstforlaget Graficus.
Bente H.N.s udvikling af videnskabelige teorier var grundig og mangefacetteret. I samarbejde med jordemoder/cand.mag. J. Aa. Møller udarbejdede hun i 1990’erne en fælles ph.d.-afhandling i disciplinen jordemoderfaglig teori og metode med udgangspunkt i deres praksis som undervisere på Danmarks Jordemoderskole og Jordemødrenes diplomuddannelse. Projektet blev baseret på rigtig mange kontakter. Bente H.N. deltog i utallige seminarer, konferencer og forskergrupper, for eksempel i ØSI på OUC, hvor hun udgav et feministisk-teoretisk bidrag til »Økologi og kulturkritik – Bio-etik«. I 1990’erne var hun medstifter af Gen-Etisk Netværk og medarrangør af filosoffen Peter Zinkernagels studiekredse i København.
Bente H.N. var engageret i kvinders og børns menneskerettigheder og familieret. Både i Danmark og internationalt. Herunder fra 1980’erne en særlig interesse for myndighedsloven, som i 2007 kulminerede i den såkaldte forældreansvarslov. Den er fortsat aktuel med yderligere politiske stramninger. I gruppen barnetstarv.nu har Bente H.N. skrevet høringssvar, kronikker og temahæfter samt kritiseret lovarbejdet i samarbejde med bl.a. advokat og mediator Pia Deleuran helt op til i dag. Igen og igen gør de opmærksom på lovens fatale konsekvenser. Især for mødre og børn fra voldelige parforhold. Indsatsen har ofte placeret sig i et ulystfyldt rum. Bente H.N.’s motto: »kvindelivet er livet værd!«
Bente Annalene Holm Nielsen efterlader sig tre voksne døtre og syv børnebørn.
Jytte Aa. Møller
Helga Wolf