Bent Nielsen

17.6.1929-21.12. 2007


Ved Bent Nielsens død mistede dansk nefrologi en pioner på dialyseområdet. Han var en ildsjæl, der utrætteligt arbejdede på at forbedre en behandling, som krævede optimisme, mod og fremsyn. Alle disse egenskaber besad Bent, og han kombinerede dem med en medfølelse med patienterne og et kristent livssyn, som dannede grundlag for en imponerende og respekteret indsats.Han læste medicin i Århus og København og bestod i 1955 sin embedseksamen med udmærkelse. I 1953 blev han gift med læge Gerda Würtzen. I 1958-1963 var han ansat på Medicinsk Afdeling først i Gentofte og senere på KAS Glostrup, hvor han arbejdede med akut hæmodialysebehandling. I 1965 blev han 1. reservelæge på Dialyseafsnittet, Københavns Kommunehospitals III afdeling, samme år speciallæge i intern medicin og året efter i nefrologi. Bergsøes Fond finansierede en seksmåneders studierejse til ledende dialyseafdelinger i USA og England med længere ophold hos kronikerdialysens »fader« Belding H. Scribner i Seattle. Efter hjemkomsten opbyggede Bent Kommunehospitalets kronikerdialyseafsnit, og da Københavns Kommune åbnede Hvidovre Hospital, blev han ansvarlig for nefrologiens etablering der og forblev chef for afdelingen, til den i 1997 blev flyttet til Rigshospitalet. Under hans ledelse var afdelingen »the golden standard« for dialysebehandling i Danmark. Bent bidrog sammen med Nyreforeningen til opbygning af dialysebehandling i Polen og senere i Litauen, en naturlig videreførelse af hans interesse for nefrologiske kollegers liv og arbejdsvilkår i Østeuropa, før Muren faldt. I 1994 hædrede Lublins Universitet ham som æresdoktor, Nyreforeningen gjorde ham til æresmedlem, og Litauen belønnede hans indsats der med en orden.

For os var årene hos Bent et vigtigt grundlag for vort senere virke både fagligt, videnskabeligt, og ikke mindst menneskeligt og etisk. Han var tolerant og åben over for andres meninger og holdninger og altid parat til en fordomsfri diskussion både fagligt og om alt andet.

Vi er mange, som med Gerda, børn, svigerbørn og børnebørn vil savne Bent, men også glæde os over det tankegods og den prægning, som vi fik med fra samværet med ham.