3.11.1944-27.4.2012
Det var en sorg for os at modtage meddelelsen om Bents død.
Bent Krag blev læge i 1971, og i 1984 blev han speciallæge i neurologi. I 1985 fik han speciallægepraksis i Næstved, hvor han virkede i mange år. Han havde et fortrinligt samarbejde med Neurologisk Afdeling i Næstved, som han af og til besøgte, f.eks. når afdelingen holdt undervisning. Bent var en meget flittig deltager i neurologmøder og kongresser. Han udgav flere tidsskriftsartikler. I 2004 blev han langtidssygemeldt, og han måtte afhænde sin praksis.
Men hans hjerte blev ved med at banke for neurologien, og han gik fortsat til neurologmøder. »Jeg savner min reflekshammer«, sagde Bent til Karen Nielsen under en snak ved et neurologmøde. Karen opfordrede indtrængende Bent til at søge stilling i Esbjerg, og gerne på deltid. Den 1. december 2006 var Bent ansat som overlæge på deltid ved Neurologisk Afdeling i Esbjerg, som blev hans arbejdsplads indtil hans død. Det er ikke nogen ringe præstation at genoptage lægegerningen som 62-årig efter flere års fravær på grund af sygdom. Endda på sygehus efter en snes år i praksis og i en fremmed del af landet. Bent klarede det fint. Alle værdsatte Bents venlige væsen, hans evne til at snakke med alle, hans fortryllende humor og ikke mindst hans seriøse arbejdsindsats. Bent deltog engageret i afdelingens undervisning og debatter om diagnose og behandling. Det var et privilegium at få en så god og dygtig kollega.
Bent havde et lykkeligt familieliv. Han var dog en tid alene med datteren Anne-Sophie, hvis mor døde. En dag bemærkede Anne-Sophie, at »vi kunne godt være nogle flere«. Efter at Bent og Anne mødte hinanden, tog Anne kærligt i mod Anne-Sophie. Bent og Anne giftede sig i 1990 og fik et lykkeligt ægteskab. De fik børnene Signe og Christian. Det varmede altid at høre Bents børn blive omtalt, fordi hans kærlighed til sine børn var så åbenlys. Bent blev ikke skånet for tilværelsens mørkere sider. I efteråret 2011 blev han ramt af kræft, men passede fortsat sit arbejde som før. Om vinteren blev der konstateret knoglemetastaser. Bent vedblev at være positiv og optimistisk. »Håbet er ikke gået af mode«, skrev han i en mail til en kollega. Da Bent blev sengeliggende, holdt han og Anne humøret oppe hos hinanden ved at se masser af film.
Efter at Bent blev syg, fik vi endnu tydeligere at mærke, hvor glade hans patienter var for ham. De gav tydeligt udtryk for, at de savnede ham, var glade for ham og følte med ham under hans sygdom. Også bisættelsen i Herlufsholm Kirke og den efterfølgende sammenkomst vidnede om, hvor afholdt Bent var. Kirken var fuld af mennesker og fuld af blomster. Der blev sagt mange kærlige ord, og mange taknemmelige og rosende ord. Og der fandtes fortrøstning i den kristne tro og i påskeevangeliet. I sin tale sagde præsten blandt andet, at Bents år i Esbjerg var lykkelige. Det er dejligt for os at tænke på.
Vores tanker går til Bents hustru Anne og hans børn Anne-Sophie, Signe og Christian.
Æret være Bents minde.