Friis-Hansen blev hovedkraften i udviklingen af neonatologien som et pædiatrisk ekspertområde i Danmark. Professor Trolle på Rigshospitalets fødeafdeling og professor Plum på Rigshospitalets børneafdeling skabte forudsætningerne først for etablering af en selvstændig neonatalafdeling, senere for et professorat i pædiatri med særligt henblik på neonatologi. Men det var Friis-Hansen, der som overlæge på GN - som neonatalafdelingen kom til at hedde - fra 1964 og som professor fra 1970, fik det til at ske.
En af den tidlige neonatologis vigtigste rødder var fysiologisk forskning. Friis-Hansens eget disputatsarbejde »Changes in body water compartments during growth« var påbegyndt på Harvard Medical School i Boston 1948-1950 og fortsat efter hjemkomsten. Det var minutiøse målinger af plasmas vægtfylde efter indgift af tungt vand. Resulterne er fortsat i dag uovertrufne, og hans disputats er derfor blevet et af de mest citerede værker skrevet af en dansk pædiater. Friis-Hansen kom hjem fra et år i Afrika i 1960. Han var udsendt af WHO som konsulent i børneernæring i det daværende Northern Rhodesia. Ude i verden spirede neonatologien. I Stockholm havde John Lind amerikanske stipendiater, som senere blev ledende amerikanske neonatologer. Sammen med Friis-Hansens amerikanske kontakter blev det til et stærkt skandinavisk-amerikansk neonatologisk netværk. På internationalt plan fik han mange venner, ikke blot på grund af sine videnskabelige kvalifikationer, men også på grund af sin venlighed og sans for humor - han var præget af sin fynske afstamning. Det førte også til en rolle som medstifter af European Club of Pediatric Research, som efter ni år blev til European Society for Pediatric Research.
Udviklingen af den praktiske neonatologi krævede fantasi, samarbejde på tværs af faggrænser, og ihærdige forhandlinger for at skaffe ressourcer til dette nye felt. Ikke alle var lige modtagelige, men Friis-Hansens tålmodighed, grænsende til stædighed, tillod afdelingen at vokse og stadigt kvalitativt og kvantitativt at fungere som center for neonatologien i Østdanmark og være et punkt på det neonatologiske verdenskort.
Kolossale fremskridt skete i behandlingen. Fra varmestue til kuvøser. Fra de første forsøg med respiratorbehandling, hjulpet på vej af en sydafrikansk kollega, da måling af PCO2 krævede et van Slyke-apparat og en times arbejde til CPAP-behandling og til transkutane elektroder. Fra spædbørnsernæring til neonatal diagnose af familiær hyperlipoproteinæmi og til parenteral ernæring. Fra de første bekymringer om neurologiske senfølger hos de nye overlevende til systematiske efterundersøgelser og til studier af cerebral patofysiologi. I dette var Friis-Hansen den, der inspirerede og hjalp yngre kolleger til klinisk forskning, der gik hånd i hånd med klinisk praksis. Friis-Hansen var en god chef. Han så fra begyndelsen betydningen af sygeplejen og af teamwork. GN har for mange været en uforglemmelig arbejdsplads. Der hænger det portræt, som blev malet til hans 70-års-fødselsdag og afsked, og der lever hans ånd. De sidste leveår blev tunge med svagt syn og tiltagende parkinsonisme, men Friis-Hansen tabte aldrig modet. Han kunne blive i sit elskede »Jægerhus« pga. Bente. De svære minder fra tiden i frihedskampen kom frem. Til begravelsen talte præsten over Første Korinterbrev, kap. 13, om kærligheden og vi sang »Altid frejdig når du går«.