Medlem i

13 years 1 month
components

22.2.1925-26.4.2014

Bent Florian Sørensen døde den 26. april 2014 efter flere års hjertesygdom – 89 år gammel. Han blev født i Esbjerg den 22. februar 1925.

Han var speciallæge i psykiatri og i mange år afholdt overlæge ved Retspsykiatrisk Klinik og Alkoholklinikken på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor hans daværende hustru Elisabeth Florian Sørensen også i mange år var overlæge på Kvindehospitalet.

Han blev enkemand i en forholdsvis ung alder og flyttede til Tønder, hvor han blev gift igen og de næste 28 år levede sammen med Frauke, som han kendte fra studietiden på Københavns Universitet, hvorfra begge dimitterede som læger i 1953.

Bent Florian Sørensen har været aktiv i mange forskellige sammenhænge, herunder som behandler og debattør i narko- og misbrugssammenhænge, særligt da denne debat var i sin vorden for en del år siden.

Hans interesse for samfundsforhold var særdeles velkendt, ligesom hans interesse for varetagelse af den enkelte borgers juridiske rettigheder var stor. I perioder har vi arbejdet sammen i psykiatrien og som konsulenter, og jeg har desuden haft stor glæde af Bent Florian Sørensens engagement ved min ph.d.-afhandling om Retslægerådets praksis over en tiårsperiode. Jeg modtog i den forbindelse mange gode råd og kompetent vejledning, som han var en sikker garant for med sine mange års retspsykiatriske erfaring bag sig.

Han besad stor faglig viden, humor, venlighed, hjælpsomhed, en betydelig og præcis hukommelse og en meget stor loyalitet, som vi som hans kolleger alle nød godt af.

At besøge Bent Florian Sørensen i Tønder de seneste år betød altid, at store og små fælles begivenheder blev genopfrisket og genfortalt til stor fornøjelse for os alle.

Æret være hans minde.

Jan Rasmussen

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes