29.11.1933-19.12.2014
Bent Eikards lægeliv blev både utraditionelt og farverigt. Han voksede op hos en alenemor sammen med to meget ældre halvsøskende. Moderen forgudede ham, men begrænsede også hans udfoldelsesmuligheder i nogen grad. Han beskrev selv sin barndom som glædesløs og præget af ensomhedsfølelse. Efter studentereksamen 1953 og nogle år i militæret blev han læge i 1962. Han arbejdede som underläkare i Sverige og som reservelæge ved Hillerød og Esbønderup Sygehuse. Han valgte herefter anæstesiologi som sit speciale og fik speciallægeanerkendelse i 1978. Efter en række 1. reservelæge-stillinger slog han sig i 1983 ned i speciallægepraksis med børneanæstesi og smertebehandling. Akademisk videnskab fangede ikke hans interesse, men han blev efterhånden optaget af alternativ behandling, særlig akupunktur, som han studerede under ophold i Kina og i USA. Hovedvægten i hans smertearbejde var dog på en tværfaglig tilgang i samarbejde med en psykolog og med fokus på smertens psykosociale og eksistentielle aspekter; ganske fremsynet dengang. Han anvendte næsten ikke blokadebehandling, men en del akupunktur. I 1994 blev han tilknyttet Statens Humanistiske Forskningsråd og Sundhedsstyrelsens råd vedrørende alternativ behandling og var i 1994-1998 tillige Danmarks repræsentant i et EU-projekt vedrørende ukonventionel medicin. Omkring 1970 var han blevet aktiv inden for transcendental meditation, ikke mindst dennes effekter på helbred og livskvalitet. Han blev en inspirerende underviser og foredragsholder på området. Alle, der har oplevet ham, blev påvirket af hans indsigt og karisma.
Det blev imidlertid særlig efter pensioneringen, at han udviklede sin originalitet. Omkring 2000 begyndte han at virke som hospitalsklovn, og var en af de første i landet, der gjorde det. Klovnen ”Mulle” med rød næse, klovnedragt, store bløde dyrefødder samt det blå væsen, Julius, ophængt i snore, som han styrede med stor behændighed, blev en oplivende og overraskende gæst især på hospitalsafdelingerne. Voksne patienter (og læger) kunne have svært ved at se meningen, og mere end én gang måtte han høre: ”Vil De være venlig at gå”. Det var kombinationen af barnlighed og humor, han her foldede ud. Humoren satte han i system ved at blive formand for Dansk Selskab for Medicinsk Humor, der senere blev til facebooksiden Medicinsk Humor Netværk, som daglig gav os sunde grineture. Mottoet var: ”Der er mere medicin i humor, end der er humor i medicin”. Humor var en alvorlig sag for ham, og han gentog ofte, at ”ægte humor er smertens legekammerat”.
Gennem disse aktiviteter kunne han opveje barndommens kedsomhed med sin nyerhvervede, livsglade erfaring: ”Det er aldrig for sent at få en god barndom”.
Han egnede sig godt til at blive gammel. Alderdommen var for ham en intens, spændende og inspirerende livsfase. Han var optaget af, hvordan og hvor forskelligt aldersprocessen opleves. Sammen med børnepsykiateren Bent H. Claësson redigerede og medforfattede han antologien ”Ældrestyrken” (2012).
Han døde af hjertestop uden forvarsler. Han havde 17 år tidligere haft et stort myokardieinfarkt, som efterlod ham med en meget reduceret EF, hvilket dog ikke påvirkede hverken hans livskvalitet, humør eller arbejdsevne.
Bent efterlader sig tre døtre og tre børnebørn.
Æret være hans minde.
Hans Henriksen
Bent H. Claësson