Medlem i

13 years 1 month
components

25.7.1922-9.5.2005En af dansk neurologis markante personligheder, professor Bent de Fine Olivarius, døde den 9. maj, 82 år gammel. Olivarius afsluttede medicinstudiet i København 1949. Siden fulgte neurologiske ansættelser på Frederiksberg Hospital og senere på Rigshospitalet. Her stiftede han livsvarigt venskab med Mogens Fog og Knud Hermann - begge prægede ham resten af livet. Det blev frugtbare år også videnskabeligt. Disputatsen omhandlende patofysiologiske mekanismer ved cerebral apopleksi gennemførte Olivarius hovedsagelig i fritiden i øvrigt i et tæt samarbejde med den tids mest betydende neuropatolog, Erna Christensen. Interessen for cerebral apopleksi og cerebral gennemblødning forblev livslang, og det neurologiske engagement førte til en serie af andre neurologiske publikationer. Med Mogens Fog skrev han lærebog i faget.Olivarius overtog i 1967 professoratet i neurologi ved Aarhus Universitet efter den navnkundige Carl Julius Munch-Petersen, den første neurologiprofessor i Århus. Olivarius var præget af en patriarkalsk faderlighed og omsorg for hele personalet. Hans internationale forbindelser tillod, at flere medarbejdere kom på ansete udenlandske afdelinger. Igennem 25 år varetog Olivarius professoratet og ledte i en lang periode den ene af de to neurologiske afdelinger i byen og medvirkede til, at de to afdelinger efter et langvarigt skisma fungerede som en enhed.Bent de Fine Olivarius var fra en æra, hvor den deskriptive neurologi var i højsædet. Generationen, som Olivarius tilhørte, var klinikere par excellence. De beherskede den kliniske neurologi forbilledligt - hvad man måske ikke helt kan sige om generationen der fulgte efter. Analytisk præcision og menneskekundskab var kendemærker. Olivarius evnede præcist at dissekere nervesystemets symptomer og fund og sætte dem ind i en klar patologisk sammenhæng, og samtidig havde han en sikker forståelse og respekt for nervesystemets dybde og mangfoldighed, som han så det hos den neurologiske patient. Oprettelsen af Olivarius' pris, til uddeling til yngre neurologer der havde gjort en særlig klinisk indsats, var en naturlig følge af engagementet. Den naturvidenskabelige og humanistiske tilgang til faget lå dybt i Olivarius og gjorde ham respekteret som neurolog og - som menneske.

Vi er mange der står i gæld til Olivarius. Æret været Bent de Fine Olivarius' minde.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes