24.11.1927-17.4.2014
Dr. med. Bent Collatz Christensen døde skærtorsdag den 17. april 2014.
Bent Collatz Christensen tog i 1956 sin medicinske embedseksamen ved Københavns Universitet og blev fra 1976 ansat som lektor og afdelingsleder ved Anatomisk Institut på det nyoprettede Odense Universitet frem til sin afgang i 1994. Fra starten af sin ansættelse ved Odense/Syddansk Universitet var Collatz Christensen en helt central person i etableringen og udviklingen af stedets anatomiundervisning og dagens studerende nyder godt af hans arbejde med opbygningen af den anatomiske studiesal.
Collatz Christensen var en klassisk anatom, der mente, at en velskrevet lærebog med få, men gode illustrationer var at foretrække, når man skulle tilegne sig anatomisk viden. De »moderne lærebøger« med sparsom tekst og mange illustrationer fik betegnelsen »Skipper Skræk-blade«.
På forskningssiden erhvervede Collatz Christensen i 1981 den medicinske doktorgrad med et studium af »normalt og helende endothel«. I sit forskningsarbejde, der førte til disputatsen, indførte han nye forskningsmetoder som scanning-elektronmikroskopi (SEM) og transmissions-elektronmikroskopi (TEM) samt immunhistokemiske metoder.
Som person var Collatz Christensen ridderlig - et ord var et ord. Han var ærlig og intet blev fejet ind under gulvtæppet. Man kunne stole på ham.
Collatz Christensen havde en skarp humor med evnen til at omskrive en given oplevelse til morsomme og tankevækkende one-liners. Hvis en person holdt et foredrag, hvor et tyndt fagligt indhold blev »opvejet« af de rigtige kunstpauser, kunne han tørt sige: »Ja, hvis jeg havde de evner, var jeg endt på en toppost«.
Vi mindes »Collatz« med glæde. Vi husker hans engagement, ærlighed, viden og faglighed, – alle kvaliteter, som har været afgørende for udviklingen af det anatomiske fagområde ved Syddansk Universitet.
Vore tanker går til hustruen Annelise og døtrene Lene, Nina og Ida.
Æret være hans minde.
John Chemnitz
Jens Zimmer
Rasmussen
Anthony Carter
Rigmor Jepsen