16.12.29-6.12.11
Undervejs i hospitalsvæsenet fra nyudklækket cand.med. til opnåelse af en fast stilling adskillige år senere hænder det enkelte gange, at man støder på et fyrtårn. Benni Nerstrøm, tidligere professor i urologi og ledende overlæge på Urologisk Afdeling K, Aarhus Universitetshospital, Skejby, udgjorde et sådant fyrtårn. Med sit vid, sin begavelse, sit faglige engagement, sit vedholdende gåpåmod, sin omsorg og respekt for patienterne ragede han op over de fleste.
»Ingen er forpligtiget ud over sine evner«, var et af hans yndlingsudtryk. Et udtryk med en hvis dobbelttydighed, som både rummer ris og ros, alt efter tonefaldet, mimikken og omstændighederne. De to ord: pligt og evner var ledetråde for Benni. Man har en pligt til at udnytte og udvikle de evner, man nu engang er udstyret med - men også kende deres begrænsning. Benni kunne være skånselsløs over for den, der ikke formåede det sidste, hvilket naturligvis - omend i indpakket form - kunne give anledning til et vist mishag.
Bennis kliniske og faglige formåen var suveræn, hvilket de, der var så heldige at arbejde sammen med ham, nød stor gavn af. Altid var han der, hvis man stod i problemer på operationsgangen eller på stuegangen. Det kliniske blik slog sjældent fejl. Udgangspunktet var altid at præstere det nødvendige, at udnytte evnerne og hovedet, og helst på enkel vis. »Når man hører hovslag udenfor, er det jo nok en hest, der kommer forbi, og ikke en zebra«, var et yndet udtryk. Sofistikerede og dybest set unødvendige tiltag, navnlig udført for en sikkerheds skyld, var ikke umiddelbart velkomne. På samme vis var hans omsorg for patienterne baseret på en dyb respekt for det enkelte menneske, hvilket gjorde, at han over for patienterne udstrålede en betydelig tryghed. En stor hjælp, når alvorlige og ofte uigenkaldelige beslutninger skulle træffes.
Socialt og selskabeligt var Benni bredt favnende. Den akademiske løbebane var uden negativ afsmittende effekt i det sociale samvær, hvilket bl.a. bevirkede, at der på hans afdeling i alle årene herskede en fællesfølelse rækkende fra den yngste sygeplejeelev til og med afdelingens overlæger. Under rent selskabelige begivenheder udgjorde han gerne et centrum med sit utrolige vid.
Den sidste tid, Benni levede, var han præget af stor sorg over at have mistet sin Lise, som døde tidligere på året. Hans ellers ukuelige livsmod forlod ham, og han sov stille ind, få dage før han ville være blevet 82 år.
Æret være hans minde.