3.6.1935-12.9.2014
Store personer efterlader et tomrum, og Bengt Saltin ydede fra sine undersøgelser på Karolinska Institutet i Stockholm til sine år i København en imponerende indsats inden for fysisk aktivitets fysiologi.
Ingen opgave var for lille eller for stor for Bengt. Hvad enten det var en key-note lecture ved en stor international kongres, eller det gjaldt undervisning i et idrætsforbund, ydede han en fremragende og inspirerende præstation. Ofte var foredragene fyldt med data og nogle gange fra få observationer, men Bengt formåede altid at få en syntese ud af observationerne. Han forsøgte at skabe en teori og fik altid fortalt en god ”historie”, som inspirerede yngre forskere og fik dem til at se ”lyset”. Han havde en stor evne til at lære studerende at oversætte komplicerede idéer til simple spørgsmål, der ofte kunne besvares med for sin tid meget invasive humane eksperimenter, men ikke desto mindre fik det læserne til nemt at kunne forstå budskabet. Han gav også dem, der arbejdede for ham, ubegrænset frihed til at kunne tænke selv, og stolede på, at folk kun var i hans laboratorium pga. interesse og lyst. Der var derfor ingen fast arbejdstid, men til trods for dette var der altid travlhed, selv i weekender, hvor han aldrig var bleg for at smide, hvad han havde i hænderne, og komme ind og hjælpe til, hvis noget blev for kompliceret.
Han var også en vidunderlig formidler – ofte præsenterede han tingene på én måde det ene år og så på en ny måde det næste år. Det var ikke afgørende; det centrale var, hvorledes en given problemstilling så ud videnskabeligt på et givet tidspunkt, og Bengt var overbevisende og aldrig i tvivl i nuet. Ved en konference præsenterede han en sammenhængende teori om regulering af iltoptagelse og oxidativt stofskifte i højden ud fra nogle få blodmålinger på to svenske bjergbestigere! Det interessante var, at senere studier viste, at han havde ret i sine betragtninger, når observationerne blev eftervist med detaljerede studier og et højere antal forsøgspersoner.
Den danske professor Erik Hohwü-Christensen var Bengts mentor. Efter at Bengt i Sverige var færdig med medicinstudiet i 1962 og i 1964 havde forsvaret sin disputats “Aerobic work capacity and circulation at exercise in man”, blev han docent i Stockholm. Næsten ironisk var det Hohwü-Christensen, som nu inspirerede svenskfødte Bengt til at tage til København og blive professor der. Bengt var herefter – med undtagelse af nogle få år tilbage i Sverige – i Danmark i resten af sit liv. Hans svenske sprog var så velforstået i Danmark, at han aldrig fik lært dansk, men mange danske studerende fik lært ganske mange svenske ord fra ham!
Bengt havde en ekstraordinær evne til at inspirere en hel generation af vordende forskere, og mange af os har prøvet at blive kontaktet og ”overtalt” af Bengt til at hjælpe med eksperimenter, som ofte var af meget ambitiøs karakter: at teste kenyanske løbere i Afrika, tage biopsier for en kollega i Japan på fodboldspillere i et omklædningsrum i pausen eller under ekstrem kulde hos grønlandske fangere i Thule, mens DR stod og filmede i baggrunden. Bengt elskede humane laboratorieforsøg, og talrige forsøg blev succesfuldt gennemført under forhold, som krævede det ypperste af alle de deltagende forskere.
For nogle år siden kortlagde Det Nordiske Forskningsråd sports science, og Bengt selv angav, at han aldrig havde lavet denne form for forskning, til trods for at han mere end nogen anden gennem årene havde bidraget til at beskrive og forstå kroppens fysiologiske ændringer ved sportsudøvelse. Han insisterede på kun at have lavet fysiologi, og at “sporten” måske nok havde brugt nogle af hans fund. På mange måder var hans mål klart: Den integrative arbejdsfysiologi skulle anerkendes på lige fod med andre videnskabelige grene, og Bengt opnåede på mange måder dette.
Da Bengt i 1993 i forbindelse med en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond blev tilbudt at blive direktør for Copenhagen Muscle Research Centre, markerede dette en meget frugtbar periode for dansk integrativ og arbejdsfysiologisk forskning. Et betydeligt antal udenlandske forskere kom til København, og mange samarbejdsrelationer blev etableret, som understregede Danmarks centrale rolle inden for denne forskning. Gennem det dynamiske lederskab fra Bengts side udviklede talrige yngre forskere sig til at få egne forskningsgrupper. Dette var et vigtigt fundament for skabelse af flere arbejdsfysiologiske og medicinske professorater og understregede den danske tradition med et tæt samspil mellem naturvidenskab og lægevidenskab inden for human integrativ forskning.
Bengt gav alt i sit liv for forskningen, og forskningen gav ham rigtig mange ting til gengæld. Indtil hans allersidste dage var han optaget af videnskabelige problemstillinger og i gang med at skrive reviews. Ikke alene har han bidraget med en gigantisk indsats inden for muskel- og kredsløbsfysiologi i relation til det fysisk aktive menneske – på mange måder var han synonym med arbejdsfysiologi. Verden vil aldrig blive helt den samme uden Bengt, men hans energi og dedikation har smittet mange og sikret, at hans ”stafet” bringes videre, så forskningsfeltet og hans tilgang til forskning bevares.
Michael Kjær
Jaya Birgitte Rosenmeier
Niels Henry Secher