Beatrice døde alt for ung, kun 54 år gammel, efter fem års kamp mod alvorlig sygdom.
Beatrice var født i Bucharest, Rumænien, og havde sin barndom og ungdom der, hvor hun også gik i privatskole og gymnasium. Hun voksede op hos sin mor, som hun havde et nært forhold til. Hun bestod medicinsk embedseksamen i 1988 fra Timisoara Universitet med topkarakterer.
Beatrice kom til Danmark i 1991, hvor hun efter sprogkursus startede som reservelæge på Nykøbing Mors Sygehus. Bagefter flyttede hun til Sjælland og fortsatte sin videre uddannelse rundt på forskellige sjællandske sygehuse og hospitaler i Hovedstaden.
I 1998 fik hun hoveduddannelsesstilling i Diagnostik Radiologi på Aalborg Universitetshospital. Efter endt specialelægeuddannelse forblev hun resten af sit arbejdsliv på Radiologisk afdeling, først som afdelingslæge fra 2003 og fra 2009 som overlæge i Onkoradiologisk sektion. Hun var meget fagligt dedikeret med et skarpt blik for detaljen.
Privat var hun gift med Søren, som hun i sin tid mødte som reservelæge på Nykøbing Mors sygehus. Sammen har de datteren Rebecca, som nu selv studerer medicin.
Beatrice var usædvanlig kreativ, elskede at male, specielt var hun inspireret af Picasso. Hendes flotte malerier hang på væggene rundt omkring i villaen i Hasseris. Hun var et imødekommende, åbent menneske, der gerne indviede kolleger i sit privatliv og spurgte interesseret ind til andres. Hun var principfast med sine meningers mod. Hun fortalte gerne om sit hjemland på godt og ondt, som hendes familie havde oplevet på nærmeste hold.
Hun læste meget klassisk skønlitteratur og malerkunst; elskede at rejse til varme lande og klagede ofte over det kolde, danske klima. Hun talte flere sprog bl.a. fransk og italiensk og følte sig i sit es på en god, sydlandsk restaurant f.eks. på den italienske Amalfikyst. Bagte selv mange, gode kager før hun blev syg. Hun elskede og værdsatte smukke ting, kvalitetstøj og møbler og yndede at købe og sælge brugte ting.
Efter sin sygdom blev hun meget optaget af sund (terapeutisk) kost og senere alternative helbredelsesteknikker, som hun satte sig grundigt ind i.
De sidste år rejste Beatrice på ferie rundt omkring i Europa med sin elskede mor, som også boede i hjemmet den sidste tid, indtil Beatrice sov stille ind i sit hjem i Aalborg lillejuleaften 2018 om morgenen.
Vi tog afsked med Beatrice, men vi glemmer hende aldrig.