3.12.1936-29.12.2014
En ildsjæl inden for almen praksis er stille sovet ind på sin elskede gård, Blisgård, i Helsinge.
Arvid er født i en lille by, Mesinge, på Nordfyn, og hans tilhørsforhold til de landlige omgivelser og den almene befolkning forblev usvækket gennem hele livet.
I 1976 nedsatte Arvid sig i almen praksis i kompagniskab i Vestergade i Helsinge, hvor hans store interesse for og ildhu i forskning blev en inspiration for alle os, der praktiserede i lokalområdet. Han etablerede AMFIFA, Almen Forskningsenhed i Almen Praksis i Frederiksborg Amt, som i årenes løb gennem spændende kurser og i samarbejde med Den Centrale Forskningsenhed for Almen Praksis i København og Lunds Universitet uddannede yngre praktiserende læger i forskningsmetodologi inden for deres fag. Talrige artikler har efterfølgende bidraget til hæve kvaliteten af faget.
Samtidig hermed lykkedes det Arvid efter ihærdigt arbejde at få indført såvel uddannelse som honorering og kvalitetssikring af forebyggelse, diagnostik og behandling af allergiske lidelser i almen praksis. Det startede som en paragraf 2-aftale i Frederiksborg Amt, men blev hurtigt en del af Landsoverenskomsten. Dette var bl.a. medvirkende til, at Arvid blev hædret med Magda og Sv. Åge Friedrichs mindelegat på 100.000 kr., hvilket er givet til en række af fagets mest fremsynede udøvere.
I 2002 følte Arvid, at rammerne i et kompagniskab blev for snærende, hvorfor han etablerede en solopraksis i Helsinge. En trofast skare patienter fulgte med Arvid, idet de satte pris på hans omhu samt årelange personlige kendskab til familierne, og de vidste, at kvaliteten altid blev tilgodeset.
Til fortrydelse for mange og med sorg i sinde lukkede Arvid sin praksis i marts 2013. Det var en svær beslutning, men den gav ham, trods skrantende helbred, bedre tid til sammen med sin hustru gennem mange år, dyrlæge Rikke Hoff-Jørgensen, at drive gården med får og islandske heste samt at være samlingssted for den store familie med fem voksne børn, svigerbørn og ni børnebørn.
Jeanne Blicher-Hansen
Per Blicher-Hansen
Torsten Hviid