12.5.1935-3.3.2016
Kære Anton.
For tre dage siden fik jeg at vide, at du uventet er afgået ved døden. Selvom vi ikke har set hinanden så meget i de sidste par år, kan jeg mærke det tomrum, som du efterlader. Du har været en sand mentor. Du havde ikke behov for at få opmærksomheden og æren. Du var den faste støtte, der så talent og muligheder og fremmede det med opmuntring, inspiration og passende vejledning. Det vidner dit professionelle virke som uddannelsesansvarlig overlæge og trofast støtte i freds- og lægeorganisationer om. Som psykiater med interesse for forebyggelse og folkesundhed og som fredsaktivist har du i årtier kæmpet for det menneskelige. For den svage part.
Men du forstod også, hvor vigtigt det er, at vi tager vare på os selv og ikke brænder ud. Det var tydeligt, da du med visdom rådgav og støttede mig, da jeg mødte dig for første gang for 15 år siden som ung medicinstuderende, der gerne ville redde verden. Siden stod jeg over for det svære specialevalg, og mine øjne faldt på psykiatrien. Da svarede du smilende, at det nok ikke var en dårlig idé, så længe jeg ikke led af ”Jesus-syndrom” og troede, at jeg kunne redde alle. Du forstod med humor, varme og medmenneskelighed at kende dine egne grænser og dermed passe på såvel dig selv som dine omgivelser.
Jeg sidder i dag i en situation, som mange nok har oplevet. Disse ord skulle have været skrevet eller sagt direkte til dig for år tilbage. Nu er det for sent, men jeg vælger at skrive dem, som en utraditionel nekrolog over dit vindende væsen og den store inspiration, som jeg er sikker på, at du har været for mange andre end mig. Jeg er sikker på, at hvis du ikke allerede vidste det – så hører du mine ord et eller andet sted derude.
Med den største respekt. Din kollega og lærling, Cæcilie.
Cæcilie Buhmann