17.2.1955-26.4.2006Anne blev kandidat fra Københavns Universitet i 1982 og påbegyndte allerede året efter sin uddannelse som psykiater, først ved KAS Nordvang og siden Rigshospitalet, hvor hendes forskning vedr. komorbiditet mellem epilepsi og psykiatrisk lidelse resulterede i ph.d.-graden i 1996. Efter 1. reservelæge-ansættelse ved Amtssygehuset i Gentofte, Psykiatrisk Afdeling, blev Anne i 1997 afdelingslæge og i 1998 overlæge ved Bispebjerg Hospital, Voksenpsykiatrisk Afdeling. Her har hun siden sin ansættelse været en særdeles central figur.Hendes tilgang til psykiatrifaget og til patienterne var præget af hendes respekt for den enkelte, hendes kompromisløse etiske standard til inspiration for hendes omgivelser ved konferenceborde og sengeafsnit. Hun var levende interesseret i fænomenologi, psykopatologi og psykiatrisk diagnostik, og hun havde en professionel sikkerhed, der levnede plads til fremlæggelse af kvalificeret tvivl. Ved siden af det kliniske arbejde påtog Anne sig ansvarsbevidst og konstruktivt administrative og organisatoriske opgaver af betydelig bredde, og hun opbyggede og forestod siden ledelsen af afdelingens nye, akutte intensive modtageafsnit, hvor hendes naturlige talent for systematik og sans for detaljen var afgørende for afsnittes effektivitet og succes. Vi har igennem årene været begunstiget af Annes omsorgsfulde betænksomhed i hendes omgang med kolleger, hvor hun med overskud og omsorg var villig til en alvorlig
dialog også om svære, eksistentielle spørgsmål ofte med udgangspunkt i hendes litterære ballast og mangeårige Kierkegaard-interesse. Sommeren 2005 blev Anne opereret for en godartet hjernesvulst, men vendte efter få måneder tilbage til sine tidligere arbejdsfunktioner, heldigvis uden men. For så i påsken meningsløst at blive ramt af svær sygdom, som hun døde af efter kun 1 uges indlæggelse.
Savnet er stort, og vi tænker på hende med inderlig taknemlighed og vores største respekt og forstår det tab, som Annes børn og den nære familie og vennekreds har måttet lide.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type