28.9.1959-11.4.2004
Med Anne Erlendssons død har Audiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital og dansk audiologi mistet en dygtig, veluddannet og yderst engageret kollega. Anne blev student i Frederikshavn i 1979. Efter ophold i Island startede Anne på medicinstudiet i Århus og blev kandidat i 1988. Anne fik sin uddannelse på jyske og fynske sygehuse og hurtigt og målbevidst valgte hun otologi som speciale. Igen, som typisk for Anne, valgte hun stringent at specialisere sig i audiologi, og hun fik en grundig uddannelse inden for dette område i Vejle, Odense og Bispebjerg. Det var således en ny kollega med stor faglig ballast, vi på Audiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, modtog for alt for få år siden til funktion som først afdelingslæge og siden overlæge.
Vi lærte alle hurtigt, at Anne ikke blot besad en stor faglig kompetence, men samtidig havde de menneskelige kvalifikationer, der kræves for at være læge i dette ords brede og vigtigste betydning. Anne besad et engagement for den enkelte patient og evnede selv i vanskelige situationer at finde konstruktive løsninger og støtte for patienten. Anne fik med stor ildhu blæst ny entusiasme i vores lille afdeling og var initiativtager til flere nye behandlingstiltag på afdelingen.
Typisk for Anne var det altid patienten, kollegaen eller familien, der blev prioriteret, og som Anne kæmpede for. Desværre blev Annes sidste kamp mod en yderst hurtig forløbende cancersygdom tabt, men selv til det sidste magtede Anne dels at fungere yderst kompetent på afdelingen og dels at være varmt til stede i familien.
Tankerne går til Henrik og de fire børn.
Æret være Annes minde.
Ture Andersen