14.6.1917-3.5.2010
Annalise Dupont fik medicinsk embedseksamen i 1944 og blev speciallæge i pædiatri. Som chef for Det psykiatriske Centralregister opbyggede hun en forskningsafdeling, der har medvirket til den høje position, dansk epidemiologisk forskning har. Her var hun en inspirerende leder til sin pensionering.
Hun var en pioner også ved at vise, at det er muligt at kombinere et aktivt forskerliv og en chefstilling med familieliv og børn.
Annalise Dupont var forkæmper for kvinders rettigheder og troen på kvinders muligheder. Dette udmøntede sig i hendes ledelsesstil. Hun var en utraditionel leder, der ikke var bange for at lade unge medarbejdere repræsentere instituttet ved udenlandske møder og sende dem af sted med stor frihed, og en klar tro på, at de kunne opfylde forventningerne.
Hun var en synlig leder med sin altid spidsede blyant, parat til at give yngre forskere feedback, men også til at stille krav om, at varen blev leveret. Hun gav yngre forskere alle muligheder for at koncentrere sig om rent forskningsmæssige opgaver i en grad, som få af os senere har oplevet. Tidligere ansatte sikredes tillige muligheder for at færdiggøre deres arbejder.
Annalise Dupont havde en forventning om, at man som medarbejder var interesseret i sit fag og gerne ville dygtiggøre sig, om det så var ved de regelmæssige litterære aftner, hvor forskningsartikler drøftedes, og hvor seriøsiteten demonstreredes af den ledsagende te.
Som yngre kvindelig ansat blev man belært om, at man ikke skulle bruge sin kvindelighed for at opnå noget, men i stedet være fagligt velfunderet. Til gengæld lagde hun aldrig skjul på, at man som kvinde mange gange skulle arbejde langt hårdere for at opnå det samme som mandlige kolleger, og talrige er de gange, hvor man ledsagede hende til større møder, og hun så tørt kommenterede, at nu gik de mandlige beslutningstagere ud og fik en øl sammen og lavede de endelige planer, men uden at invitere hende med.
Annalise Dupont var altid rede til at drøfte, hvorledes man bedst planlagde sit karriereforløb, og personligt har hendes støtte og opmuntring haft altafgørende betydning.
Ære være hendes minde.