14.6.1917-3.5.2010
Annalise Dupont tog medicinsk embedseksamen fra Københavns Universitet i 1944 og blev i 1955 dr.med. fra Københavns Universitet, året efter blev hun speciallæge i pædiatri. Som en af de første kvindelige læger gjorde hun såvel videnskabelig som klinisk karriere, samtidig med at hun fødte og opdrog tre børn.
Som nyudnævnt administrerende overlæge for Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning (1958) påbegyndte hun straks et humanistisk og videnskabeligt reorganiseringsarbejde af diagnostik og behandling 20 år forud for de standarder, der fra officielt hold blev udarbejdet i 1980.
Sidst i 1960'erne blev hun hentet til Statens Sindssygehospital i Århus som leder af Institut for Psykiatrisk Demografi. En central opgave for hende blev at modernisere Det Psykiatriske Centralregister, som hun 1969, kort tid efter indførelsen af CPR-numre i Danmark, gjorde elektronisk. Med dette arbejde lagde hun grunden til, at dansk psykiatrisk epidemiologisk forskning kunne indtage en international førerposition.
Annalise Duponts forskning koncentrerede sig om psykiatrisk epidemiologi og mental retardering. Som en af pionererne inden for mental retardering skabte hun en betydelig optimisme for, hvor langt man kan nå med undervisning og behandling.
Annalise Dupont beklædte en lang række faglige tillidshverv og modtog adskillige æresbevisninger, blandt andet Royal College of Psychiatrists' Blake Marsh forelæsning i London (1985), og var præsident for The International Association for the Scientific Study of Mental Deficiency (1983-1988). Hun stiftede Dansk Selskab for Oligofreniforskning og var dets formand 1961-1988. Hun var igennem sin karriere rådgiver for WHO i spørgsmål om især mental retardering, et emne inden for hvilket hun var klinisk lektor ved Aarhus Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Efter sin pensionering i 1987 fortsatte hun sin forskning på både dansk og internationalt niveau, og hun var gennem mange år en kær og velkommen gæsteforsker ved sit tidligere institut, indtil hun definitivt trak sig tilbage kort efter årtusindeskiftet.